Oliver Møllenberg satser fuld tid på boksning

18-årige Oliver Møllenberg, der skal profdebutere i hjembyen Gilleleje den 12. januar, har valgt at satse fuld tid på boksningen, mens han stadig er i sin boksemæssige udvikling.

“Jeg har sat min uddannelse på standby for at satse på det her. Det er nu eller aldrig. I Danmark er man så heldig, at man altid kan uddanne sig, så hvis jeg om 10 år ikke gider at bokse mere, kan jeg altid starte på en uddannelse. Men det vil være næsten umuligt at få en boksekarriere, hvis jeg først skal have en uddannelse,” siger Oliver Møllenberg til Ugeposten i Gribskov.

Møllenberg er blevet prof efter de nye regler, der tillader boksere at bokse et antal professionelle kampe, samtidig med at de kan bokse som amatører, og Møllenberg vil fortsat også bokse som amatør, med ambitioner om at kunne bokse i landsholdssammenhæng, og i bedste fald gå efter OL. Det kræver fuld fokus på boksningen.

“Så jeg er fuldtidsbokser nu. Jeg bokser to gange om dagen. Jeg træner klokken 8 om morgenen, bagefter tager jeg hjem og slapper af. Kl. 17.30 står den på træning igen, og så hjem og slappe af. Mit liv er træning, spise, sove og slappe af. Lige nu er hele mit liv centreret omkring boksning og de ting, der kan gøre mig bedre,” fortæller Møllenberg.

Kilde: Ugeposten, PR-foto: Oliver Møllenberg Facebook
Kommentarer