Sarah Mahfoud har i juledagene været på Færøerne, hvor hendes mor stammer fra, og her har hun ifølge en pressemeddelelse løbetrænet i det stejle terræn. Og det har været nødvendigt, inden hun i januar efter planen skal bokse 10 omgange i en IBF Intercontinental titelkamp.
“Jeg skal op og gå 10 omgange for første gang. Konditionen skal være på plads, for jeg tror, at den kan blive afgørende i denne kamp. Jeg skal ind og spærre hende af og være over hende hele tiden med hårde slag, så det ikke bliver en kamp, der bliver bokset på hendes præmisser,” siger Sarah Mahfoud i pressemeddelelsen.
Hun føler sig taktisk godt klædt på til at møde den ranglede og langarmede sydafrikaner, der forleden hentede sin 14. sejr.
“Jeg har set en af hendes kampe på video. Jeg kan se, at hun bevæger sig rigtig godt. Hun kommer godt rundt og bokser kontraboksning med sine lange arme. Hun er høj, så det bliver ikke nemt, men jeg træner målrettet, og jeg vil sammen med min træner lægge en god plan for, hvordan hun skal bokses,” siger Mahfoud, der forventer en anden type kamp, end da hun senest mødte Stephanie Ducastel.
“På dette niveau skal jeg kunne møde alle typer. Modstanderne bliver bedre og bedre, så man skal hele tiden skal udvikle sig for at vinde og nå til tops. Det bliver en helt anden kamp, end da jeg besejrede Stephanie Ducastel sidst. Men jeg mener godt, at jeg kan finde ud at omstille min teknik, så jeg også kan håndtere en type som den sydafrikanske bokser,” siger hun.
Mahfoud finder især motivation i, at en VM-kamp kan vente efter en sejr.
”Det bliver en kamp, hvor vi begge vil kæmpe for at vinde, fordi der er en titel på spil og en VM-kamp som belønning. Jeg glæder mig endnu engang til at vise, at jeg har udviklet mig, og at jeg bliver og bedre og bedre for hver kamp,” fastslår Sarah Mahfoud.
PR-foto: Sarah Mahfoud Facebook