Primetime Boxing bekræfter nu, at Jacob Bank (16-0) den 13. september i Sydbank Arena i Kolding skal forsvare sin WBO Global titel i supermellemvøgt mod den tidligere WBA-verdensmester, tyske Tyron Zeuge (29-2-1), i en kamp over 10 omgange.
“Det bliver uden tvivl Jacob Banks hårdeste test til dato – men også muligheden for at tage et kæmpe skridt tættere på de allerstørste titelkampe,” skriver Primetime Boxing i en pressemeddelelse.
Stævnet var oprindeligt planlagt til sportshallen ved Kildevæld Efterskole, men formatet af denne kamp gør, at den nu skal bokses i Sydbank Arena – der tidligere har været kendt som Kolding Hallerne.
33-årige Zeuge var i en årrække et af de store navne for Team Sauerland i Tyskland. Han vandt WBAs ledige VM-titel i 2016, ved at slå Giovanni De Carolis. Han forsvarede VM-bæltet mod nigerianske Isaac Ekpo og engelske Paul Smith, inden han i 2018 tabte det til englænderen Rosky Fielding. Hans seneste kamp var i januar, hvor han vandt på points over 10 omgange mod den indtil da ubesejrede landsmand og tyske mester Zerhat Parlak.
Han er i skrivende stund nr. 42 i supermellemvægt på BoxRec, hvor Bank er nr. 16. På EBUs Europarangliste er Zeuge nr. 12, mens Bank er nr. 10.

