Efter et besværligt forløb med den spanske promoter har Team Zaren og Primetime Boxing ikke de store forventninger om, at den gæstfri røde løber bliver rullet ud for Oliver Zaren, når han den 19. juni på hestevæddeløbsbanen Hippodromo de la Zarzuela i Madrid skal bokse om den ledige EM-titel i supermellemvægt mod spanske Jose Luis Navarro Jr.
Blandt andet derfor rejser Teamm Zaren i god tid, den 17. juni, til Madrid.
“Vi ved godt, at vi kommer ind på udebane, og vi forventer ikke, at noget bliver gjort nemt for os dernede. Det har været et svært samarbejde med den spanske side, og vi er forberedt på, at de vil forsøge at skabe problemer undervejs.
Derfor tager vi afsted tidligt og kommer ekstremt fokuserede. Men når klokken ringer, handler det kun om Oliver – og der mener vi helt ærligt, at han er et niveau over Navarro,” siger promoter Kasper Holgersen i en pressemeddelelse.

