Ramon gør comeback mod georgisk nyprof

Når 24-årige Victor Ramon (2-0) den 7. oktober i Royal Arena vender tilbage efter mere end tre års kamppause, bliver det mod en ét år yngre georgier med lige så mange profkampe.

23-årige Luka Tsaliashvili (1-1) har mødt to profdebutanter, med en sejr på diskvalifikation hjemme i Georgien og et nederlag på TKO i Frankrig, hvilket i skrivende stund gør ham til nr. 1.674 i letweltervægt på BoxRec. Han har ligesom Ramon også prøvet lykken i kickboxing, og Ramon vil ikke undervurdere ham.

“Jeg har set en kamp med ham for at danne mig et indtryk. Han kan godt finde ud af at bokse. Jeg undervurderer ham overhovedet ikke. Han har to arme og to ben ligesom jeg. I første omgang har jeg tænkt mig at se ham an og prøve at sætte nogle gode jabs ind og se, hvilken type han er. Derfra skal jeg sætte nogle gode, hårde træffere ind,” siger Victor Ramon i en pressemeddelelse

Han er først og fremmest glad for igen at komme i kamp.

“Det er efterhånden længe siden, at jeg har bokset en kamp, så jeg glæder mig helt vildt og kan slet ikke vente. Jeg ved, at der kommer en masse støtte fra Aarhus og især fra min bokseklub, som kommer og bakker mig op. Klubben arrangerer en tur til København, og jeg har trænet hårdt, for det giver bare en masse motivation, når man får så meget opbakning af gode mennesker, som gerne vil se en bokse. Jeg er samtidig beæret over at få lov til at bokse i så stor og flot en arena,” siger han

 

Kommentarer