Ditlev Rossing, på billedet sammen med træner Jan Thomsen, har opsagt samarbejdet med promoter Mogens Palle, efter at hans kontrakt med Palle udløb i november. Det fortæller Rossing på Facebook.
“Til dem dette måtte interessere, så har jeg i dag opsagt alt fremtidigt samarbejde med min nu tidligere manager og promoter, Mogens Palle/Danish Fight Night. Jeg ønsker for nu ikke at gå nærmere i detaljer, men kan sige så meget, at jeg er fri af kontrakten. Jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer, og ser stort frem til endelig at kunne bokse igen,” skriver Ditlev Rossing på Facebook.
Nu 26-årige Rossing debuterede som professionel hos Danish Fight Night for lidt over fem år siden, og han har nået at vinde WBC Youth titlen i cruiservægt, hvilket bragte ham på WBCs verdenrangliste. Han har dog ikke bokset i snart to år, så han er ude af den liste, ligesom han ikke længere er på EBUs ranglister, hverken Europaranglisten eller EU-ranglisten.