Terteryan OL-kvalificeret, Mortensen og Lundgaard ude

Kvartfinalerne blev i dag bokset ved European Games i Krakow i Polen. Det skete med deltagelse af tre danske boksere, der dermed havde chancen for at slå sig til en direkte OL-kvalifiaktion. Det blev til én OL-billet, der gik til Nikolai Terteryan – den første danske OL-kvalifikation siden Dennis Ceylan.

Melissa Mortensen (billedet) i 57 kg tabte med 0-5 til irske Michaela Walsh. To sidedommere havde 30-26, to havde 30-27 og én havde 29-28. Mortensen er dermed ude af turneringen.

Frederik Lundgaard Jensen i 57 kg tabte, da den amerikanske kampleder Mark Calo-Oy valgte at stoppe ham efter 2:43 af 1. omgang af hans kamp mod belgieren Vasile Usturoi. Han er således også ude.

Nikolai Terteryan i 71 kg formåede til gengæld at tage det sidste skridt, da han vandt sikkert med 5-0 over Alban Beqiri fra Albanien. Cifrene var 30-26, 3x 30-27 og 29-28. En marokkansk sidedommer gav 3. omgang til albaneren. I semifinalen af European Games skal Terteryan fredag møde tyrkiske Tugrulhan Erdemir.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at spanske Laura Fernandes, der i 1/8 finalen knebent besejrede Sofie Rosshaug, klart vandt sin kvartfinale over en portugisisk modstander, og dermed er klar til OL. Det var altså ikke meget, der skilte Rosshaug fra en OL-kvalifikation.

Kommentarer