The Undercard – uge 13-14

Nyheder fra hele verden uge 13 og 14.

I Tulsa, Oklahoma, vandt cubaneren Robeisy Ramirez (nu 12-1) den ledige WBO VM-bælte i fjervægt ved at pointbesejre ghanesiske Isaac Dogboe (nu 24-3). Det var især fra midten af kampen, at Ramirez tog kontrollen. Han udnyttede sin gode rækkevidde, og en gulvtur til Dogboe i 12. omgang satte streg under dominansen. Det endte med en klar sejr til Ramirez på 119-108 (Josef Mason), 118-109 (Chris Flores) og 117-110 (David Sutherland). Her er highlights:

I Koto-Ku, Japan, vandt japaneren Takuma Inoue (nu 18-1) på points over Liborio Solis (nu 35-6-1) fra Venezuela, og han erobrede dermed den WBA VM-titel i bantamvægt, som for få år siden til Inoues bror Nayoa Inoue. Cifrene til fordel for Inoue var klare 2 x 119-109 (Don Trella og Steve Weisfeld) og 117-111 (Robert Hoyle). Inoue startede lidt langsomt, men tog så over. Her er highlights:

På samme stævne i Koto-Kun forsvarede WBA/WBC-mesteren i letfluevægt, Kenshiro Teraji (nu 21-1) sine titler mod Anthony Olascuaga , der blev stoppet efter to gulvture, 1:58 ind i 9.omgang. Olascuaga fik kampen på et sent afbud. Her er highlights:

I San Antonio, Texas, tabte den hidtidige WBA Super/IBF-mester i superbantamvægt, uzbekiske Murodjon Akhmadaliev (nu 11-1) noget overraskende titlerne til Marlon Tapales (nu 37-3) fra Philippinerne. Sidedommer Javier Alvarez var helt ved siden af skiven med 118-110 til Akhmadaliev, mens Sergio Caiz og Jose Torres begge havde 115-113 til Tapales efter en kamp, der var ret delte meninger om. Her er hightlights:

Jesse Rodriguez (nu 18-0) fra USA vandt det ledige WBO VM-bælte i fluevægt, da han i hjembyen San Antonio besejrede mexicanske Cristian Gonzalez (nu 15-2) på points. Cifrene var 118-112 (Jesse Reyes), 117-111 (Javier Alvarez) og 116-112 (Lisa Giampa). Rodriguez havde de renere og mere effektive træffere mod aktive Gonzalez, selv om han brækkede kæben undervejs. Her er highlights:

PÅ Joshua-Franklin stævnet i London skulle italienske Matteo Signani have forsvaret sin EBU EM-titel i mellemvægt mod engelske Felix Cash. Men Cash meldte på grund af sygdom.

Diverse nyt
Sværvægtsforvirringen er stor, efter at unification-kampen mellem Tyson Fury og Oleksandr Usyk. WBA har som ventet beordret Usyk til et mandatory forsvar mod den ”almindelige” mester, Daniel Dubois, men der har været meldinger og spekulationer til højre og venstre. Og Furys co-promoter Bob Arum vil gerne have en kamp mellem WBC-mester Fury og amerikanske Andy Ruiz.

Men samtidig er der meldinger om, at en Fury vs. Usyk kamp kan bokses senere, i Saudi-Arabien, på et stævne, hvor kampen skal parres med en kamp mellem eksmestrene Anthony Joshua og Deontay Wilder, og vinderne af de to kampe skal så mødes. Joshua umiddelbare planer er uklare. Det ene øjeblik taler promoter Eddie Hearn om Joshua mod Dillian Whyte til sommer, det næste melder Joshua, at han næppe kommer i kamp før december. Frank Warren og Queensberry har også Joe Joyce med i loopet, og her taler Franks søn Francis Warren om mulighederne:

Endnu har Gennady Golovkin ikke officielt trukket sig tilbage. Men angiveligt holder Golovkin foreløbigt boksepause, og med en alder på 41 virker mindre og mindre sandsynligt, at han vender tilbage.

Ifølge planen skulle Dmitry Bivol have bokset et frivilligt forsvar af WBA VM-titlen i letsværvægt den 17. juni. Men det ser ud til, at Bivols co-promoter, Eddie Hearn, ikke er i stand at arrengere en kamp. Bivol bliver dermed presset direkte ud i en rematch mod Saul ”Canelo” Alvarez til september. Her er et interview med Bivols manager,  Vadim Kornilov:

Boksefans havde håbet på en unification mellem Bivol og WBC/IBF/WBO-mester Artur Beterbiev, men her presser Hearn på for at få Beterbiev til at bokse en mandatory mod Hearn-bokseren Callum Smith.

WBC-verdensmesteren i mellemvægt, Jermall Charlo, har ikke bokset siden juni 2021. Han har haft personlige problemer, og han har stadig ikke en ny kamp i kalendere. Men WBC-præsident Mauricio Sulaiman afviser at tage bæltet fra Charlo, der er begyndt at træne til kampen:

WBC-verdensmesteren i minimumvægt, thailandske Panya Pradabsri, skulle have forsvaret sin titel lørdag i Japan, mod Yuadi Shigeoka. Men Pradabsri har meldt afbud på grund af sygdom, og Shigeoka bokser nu om en Interim titel mod Wilfredo Mendez på stævnet.

Eimantas Stanionis fra Litauen skulle have forsvaret sin WBA ”almindelige” titel i weltervægt mod Vergil Ortiz, den 29. april i Texas. Men kampen er igen udsat, da Ortiz blev syg.

Engelske Ellie Scotney skulle have udfordret den australske IBF-verdensmester i superbantamvægt, Cherneka Johnson, på undercardet til Katie Taylor vs. Chantelle Cameron den 20. maj. Men på Camerons foranledning er Scotney nu pillet af stævnet. Baggrunden er en konflikt mellem Cameron og Scotney’s træner, Shane McGuigan, der her giver sin vinkel:

Længe efter at Amir Khan har afsluttet karrieren, er det nu offentliggjort, at Khan testede positiv i forbindelse med hans sidste kamp, mod Kell Brook. Promoter Eddie Hearn har beskyldt kampens promoter, Ben Shalom, for at være vidende om den positive test – samtidig med Hearn selv er uvillig til at acceptere end dopinganklage mod hans egen bokser, Conor Benn.

Kommende kampe
Engelske Lawrence Okolie (19-0) skal forsvare sin WBO VM-titel i cruiservægt mod landsmanden Chris Billam-Smith (17-1), den 27. maj i Bournemouth. Det bliver Okolie’s andet titelforsvar på to måneder, efter at han er kommet fri af promoter Eddie Hearn. Her er et interview med Okolie:

WBA-verdensmesteren i fjervægt, mexicanske Mauricio Lara (26-2-1) skal den 27. maj i Manchester forsvare titlen i en rematch mod manden, han tog titlen fra, nemlig engelske Leigh Wood (26-2). Josh Warrington var også inde i billedet til Lara-kampen, men valget faldt altsåpå Wood. Her er et interview med Wood:

Den sydafrikanske IBF-verdensmester i letfluevægt, Sivanathi Nontshinga (11-0) skal forsvare sin titel mandatory udfordreren Regie Suganob (13-0) den 16. juni i East London, Sydafrika.

De kommende to uger
Lørdag den 22. april i Cardiff skal Shavkatdzhon Rakhimov (17-0-1) fra Tadjikistan forsvare IBFs VM-titel i superfjervægt mod walisiske Joe Cordina (15-0). Her er en optaktsudsendelse:

WBAs ”almindelige” verdensmester i supermellemvægt, cubanske David Morrell (8-0) skal samme dag, på undercardet til Davis-Garcia i Las Vegas, for femte gang forsvare titlen, og det er stadig ikke mod en mand fra verdenstoppen. Sena Agbeko (27-2) fra Ghana, er nr. 29 på BoxRec. Her er et interview med undertippede Agbeko:

Fredagen efter, i Laval i Frankrig, skal franske Jordi Weiss (30-0) og Jon Miguez (17-0) fra Spanien bokse om den ledige EBU EM-titel i weltervægt.

Endelig skal engelske Liam Davies (13-0) om lørdagen i Telford, England, forsvare EBUs EM-bælte i superbantamvægt mod landsmanden Jason Cunningham (32-7). Her er et interview med Cunningham:

Kommentarer