The Undercard – uge 24-25

Nyheder fra hele verden i uge 24-25.

I Riga, Letland, vandt den lokale helt Mairis Briedis (nu 26-1) sin WBSS semifinale mod Krzysztof Glowacki (nu 31-2), efter en vild og barok kamp. Briedis så ud til at komme bedst fra start, men det var en ulovlig albue, der i 2. omgang fik Glowacki til at lave en Neymar. Kampleder Robert Byrd valgte at lade Glowacki komme op uden at tælle, og retfærdigvis trak han et point fra Briedis.

Kort efter blev Glowacki reelt sendt i gulvet, og da klokken ringede omgangen af, hørte den aldrende Byrd det ikke. Selv om der råbt fra ringside om at vinke omgangen af, fik Briedis lov til at fortsætte sit angreb og sende Glowacki ned igen. Først da Byrd opdagede, at der blev vinket vildt fra ringside, sluttede han omgangen. Hurtigt inde i 3. omgang røg Glowacki igen ned, og kampen blev afbrudt efter 0:27. Briedis vandt samtidig WBOs ledige VM-titel cruiservægt. WBCs titel skulle også have været på spil, men WBC valgte at trække sanktioneringen tilbage på grund af uenighed om officials.

På samme stævne vandt Yuniel Dorticos (nu 24-1) fra Cuba sin WBSS semifinale, da han effektivt knockoutede Andrew Tabiti (nu 17-2) fra USA efter 2:33 af 10. omgang. Tabiti prøvede at skabe en skakmatch mod den mere aggressive Dorticos, der langsomt trak fra på dommersedlerne. Cubaneren fik en øjenskade i 6. omgang, men han fik lov til at fortsætte. Tabiti var nødt til at satse lidt mere, og det kostede, da Dorticos landede den højre, der afgjorde tingene og sendte Tabiti til drømmeland. Dorticos vandt den ledige IBF VM-titel i cruiservægt, så der vil være to bælter på spil i finalen.

Her er hele semifinalestævnet fra Riga:

IBF-verdensmesteren i fjervægt, Josh Warrington (nu 29-0) forsvarede hjemme i Leeds titlen i et engelsk lokalopgør mod Kid Galahad (nu 26-1), men det holdt hårdt. Galahad lykkedes med at spolere en del af Warringtons offensiv, mens han selv fik træffere imd, og især mod slutningen blev det rodet. Efter en kamp, der var svær at dømme, endte det med en split decision til Warrington, med 116-112 (Steve Gray), 116-113 (Michael Alexander) og 113-115 (Howard Foster). Her er pressemødet efter kampen:

Tyson Fury (nu 28-0-1), tidligere sværvægts-verdensmester, havde i Las Vegas ingen problemer med den håndplukkede, hidtil ubesejrede tysker Tom Schwarz (nu 24-1). Schwarz kunne ikke ramme Fury i 1. omgang, men Fury havde i 2. omgang nemt ved at ramme Schwarz. En kombination sendte Scwarz i knæ, og da han kom op blev han bombarderet, og kampleder Kenny Bayless stoppede det ulige opgør efter 2:54 af omgangen.

Den azerbadjansk-fødte ukrainer Artem Dalakian (nu 19-0) forsvarede hjemme i Kiev som ventet WBAs VM-bælte i fluevægt mod Sarawut Thawornkam (nu 20-2) fra Thailand. Velskolede Dalikian udboksede den tapre og offensive, men chanceløse thailænder, og efter 2:08 af 10. omgang havde kamplederen set nok. Her er afgørelsen:

Andrew Cancio (nu 21-4-2) forsvarede i Indio, Californien, sin WBA VM-titel i superfjervægt ved at knockoute puertoricaneren Alberto Machado (nu 21-2) i 3. omgang af en rematch. Cancio fik cuts ved begge øjne i de første omgange, da bokserne stødte hovederne sammen. Men et slag til kroppen afgjorde sagen efter 1:01 af 3. omgang. Her er highlights:

Kazuto Ioka (nu 24-2) fra Japan vandt i Chiba, Japan den ledige WBO VM-titel i superfluevægt ved at stoppe Aston Palicte (nu 25-3-1) fra Philippinerne. Efter at have bokset tålmodigt det meste af kampen, slog Ioka til i 10. omgang, og kampleder Kenny Chevalier stoppede Palicte efter 1:46 af omgangen, da han var under bombardement. Her er kampen:

På samme stævne i Chiba forsvarede Hiroto Kyoguchi (nu 13-0) fra Japan WBA Super VM-titlen i letfluevægt mod landsmanden Tanawat Nakoon (nu 11-1). Det blev en begivenhedsløs kamp i et sløvt tempo, som Kyoguchi vandt med 2 x 117-111 (Gloria Martinez og Carlos Costa) og 117-112 (Carlos Sucre). Her er kampen set fra tilskuerpladserne:

I Cantabria i Spanien forsvarede spanske Sergio Garcia (nu 30-0) EBUs EM-titel i weltervægt mod Siarhei Rabchanka (nu 29-5) fra Hviderusland. Efter 12 omgange fik Garcia sejren med 2 x 119-109 (Hugues Hellebaut og Zvinko Rukavina) og 117-111 (Giovanni Poggi).

Diverse nyt
Den tidligere verdensmester i cruiservægt, WBSS-vinderen Oleksandr Usyk, er gjort til WBO mandatory udfordrer i sværvægt. Folkene bag engelske Dillian Whyte kæmpede ellers deres mands sag, men han måtte altså vige pladsen for Usyk. WBO-verdensmesteren er Andy Ruiz Jr., der står til at møde Anthony Joshua i en rematch sidst på året.

Ifølge promoter Eddie Hearn skal rematchen mellem Andy Ruiz Jr. og Anthony Joshua bokses i tidsrummet mellem 16. november og 14. december. Stedet er endnu et åbent spørgsmål, selv om mexicanske investorer vil prøve at få kampen til Mexico.

Kommende kampe
Tevin Farmer (29-4-1) fra USA skal forsvare sin IBF VM-titel i superflervægt på samme stævne som Ramirez vs. Hooker den 27. juli i Arlington, Texas. Han møder mandatory udfordreren, den 35-årige franskmand Guillaume Frenois (46-1-1). Her er første del af en dokumentar om Farmers forberedelser til kampen:

De kommende to uger
I Providence i USA skal amerikaneren Demetrius Andrade (27-0) forsvare WBO VM-bæltet i mellemvægt mod polakken Maciej Sulecki (28-1). På samme stævne skal Khalid Yafai (25-0) fra England forsvare WBA VM-titlen i superfluevægt mod Norebeito Jiminez (29-8-4) fra den Dominikanske Republik. Her er et interview med Sulecki, og et med Yafai:

Fredag skal ghanesiske Richard Commey (28-2) efter en skadespause forsvare IBFs VM-titel i ietvægt. I Temecula i Californien møder han den mexicanske veteran Raymundo Beltran (36-8-1). Her er et interview med Commey:

Samme dag skal Francesco Patera (21-3) forsvare EBUs EM-titel i letvægt ved et OPI/Matchroom Italy stævne i Milano. Han møder nordireren Paul Hyland Jr. (20-1).

Ugen efter, i Astana, Kazakhstan, skal franske Nordine Oubaali (15-0) forsvare WBCs VM-titel i bantamvægt mod Arthur Villanueva (32-3-1) fra Philippinerne. Her er en philippinsk præsentation af Villanueva:

Kommentarer