The Undercard – uge 38-39

Nyheder fra hele verden i uge 38-39.

I Los Angeles måtte IBF-verdensmesteren i weltervægt, Errol Spence Jr. (nu 26-0) kæmpe hårdt, før han havde taget bæltet fra WBC-mester Shawn Porter (nu 30-3-1) i deres unification. Porter lagde pres på Spence, og gjorde kampen til mere af et slagsmål, end Spence var helt komfortabel med. Spence landede dog mest. Selv m det endte med en split decision var en gulvtur til Porter i 11. omgang ikke afgørende for voteringen. Cifrene lød på 2 x 116-111 (Rey Danesco og Steve Weisfeld) og 112-115 (Larry Hazzard Jr.). Her er lidt highlights:

På samme stævne i Los Angeles tabte amerikanske Anthony Dirrell (nu 33-2-1) sin WBC VM-titel til den tidligere mester David Benavidez (nu 22-0). Dirrell var rimeligt med i den første del af kampen, men Benavidez brød ham ned, og i 9. omgang vurderede kampleder Thomas Taylor, at en øjenskade var for slem hos Dirrell, der samtidig fik mange klø, og Taylor stoppede kampen efter 1:39. Her er et par klip:

I endnu en VM-kamp på stævnet vandt Mario Barrios (nu 25-0) fra USA den ledige WBA “almindelige” VM-titel i letweltervægt med pointsejr over Abtyr Akhmedov (nu 7-1) fra Uzbekistan. Der blev talt over Akhmedov i 4. og 12. omgang. Alligevel virkede Barrios’ sejr ikke skker, selv om sidedommerne sagde 114-112 (Zachary Young), 115-111 (Tim Cheatham) og sære 116-111 (Jeremy Hayes). Akhmedov dominerede ellers klart i anden halvdel af kampen. Regis Prograis er den rigtige WBA-verdensmester i vægtklassen.

i Bilbao i Spanien forsvarede russisk-engelske David Avenesyan (nu 25-3-1) sin EBU EM-titel i weltervægt i en rematch mod spanieren Kerman Lejarraga (nu 28-1), som han i marts tog titlen fra. Lejarraga blev stoppet af kampleder Anssi Pejaroki allerede i 1. omgang, efter to gulvture. Her er kampen affotograferet fra en tv-skærm.

EBUs Europamester i superbantamvægt, Luca Rigoldi (nu 22-1-1) forsvaredei Schio i Italien sit bælte meden pointsejr over ukraineen Olesandr Yegorov (nu 20-2-1). Cifrene var klare 2 x 120-110 (Brahim Aadi og Pablo Gonzalez) og 117-111 (Beat Hausammann), men Yegorov var egentlig godt med, i hvert fald i starten. Begge fik flænger undervejs. Her er kampen:

Diverse nyt
På stævnet i Manchester den 2. november, hvor Katie Taylor rykker op i vægt for at vinde en VM-titel i sin anden vægtklasse, letweltervægt, skal engelske Anthony Crolla (34-7-3) bokse afskedskamp. Crolla boksede senest mod Vasiliy Lomachenko i april, og han har været WBA-verdensmester i letvægt. Hovedkampen står dog mellem Taylor og græske Christina Linardatou om sidstnævntes WBO VM-bælte. Her er et interview med Crolla:

Rematchen i sværvægt mellem WBC-verdensmester Deontay Wilder og Luis Ortiz kommer ikke på Showtime i USA. Showtime var ikke overbeviste i økonomien i at vise kampen pay-per-view. Showtime har ellers været kanal for Wilders seneste kampe. I stedet bliver kampen den 23. november vist på FOX PPV. Her er pressemødet, der lancerer kampen:

Pacquiao vs. Khan i Dubai ? Kampen har tidligere været stort set på plads, men så faldt finansieringen fra hinanden. Pacman har tidligere i år afvist muligheden, men nu er han tilsyneladende blevet interesseret. Den philippinske veteran har dog tilsyneladende en forpligtelse til først at bokse en anden kamp.

Kommende kampe
Den engelske WBSS-vinder Callum Smith (26-0) skal forsvare sin WBA Super VM-titel den 23. november i hjembyen Liverpool. Han møder landsmanden og mandatory udfordreren John Ryder (28-4). Det var Ryder, der for to år siden knockoutede Patrick Nielsen i London. Her er et interview med Smith fra den forløbne uge – hvor han endnu ikke havde besluttet, om han ville fortsatte hos promoter Eddie Hearn:

Japaneren Kazuto Ioka (24-2) skal for ottende gang i karrieren bokse hovedkamp ved et af de traditionelle nytårsstævner i Japan. Den 31. december i Tokyo forsvarer han WBOs VM-titel mod Jeyvier Cintron (11-0) fra Puerto Rico. Ioka har været verdensmester i fire vægtklasser, minimumvægt, letfluevægt, fluevægt og altså nu superfluevægt.

Selv om Cintron er mandatory udfordrer, og en enighed mellem parterne blev nået inden et planlagt purseoffer, så tøvede WBO med at godkende kampen – det gjorde de først, da BoxingScene omtalte historien. WBO er baseret i Cintrons hjemland Puerto Rico.

WBO-verdensmesteren i supermellemvægt, engelske Billy Joe Saunders (28-0) skal forsvare sin titel den 9. november i Los Angeles. Modstanderen er endnu TBA. Her er et interview med Saunders og Eddie Hearn:

De kommende to uger
Allerede tirsdag skal japaneren Hiroto Kyoguchi (13-0) i Osaka forsvare sin WBA Super VM-titel i letfluevægt. Han møder landsmanden Tetsuya Hisada (34-9-2). Her er lidt fra Kyoguchis træning:

I Madison Square Garden i New York mødes kazakhstanske Gennady Golovkin (39-1-1) og ukraineren Sergiy Derevyanchenko (13-1) lørdag i en kamp om IBFs ledige VM-bælte i mellemvægt. Her er et interview med Golovkin:

Den følgende fredag skal polske Kamil Szeremeta (20-0) en tur til Trento, Italien for at forsvare sin EBU EM-titel i mellemvægt mod lokale Matteo Signani (28-5-3). Hvis nogen kan polsk, så er her et interview med Szeremeta:

Endelig, lørdag om to uger skal engelske Josh Warrington (29-0) hjemme i Leeds forsvare IBF VM-bæltet i fjervægt mod franskmanden Sofiane Takoucht (35-3-1). Her er et interview med Warrington:

Samme dag, i Chicago, USA, skal ukrainske Oleksandr Usyk (16-0) starte sit raid i sværvægt, i en kamp mod Tyrone Spong (14-0) fra Surinam – der har haft danske Kem Ljungquist som sparringspartner til kampen. Her er lidt fra Usyks træning:

På samme stævne skal Dmitry Bivol (16-0) fra Kirgisistan forsvare WBA VM-titlen i letsværvægt mod Lenin Castillo (20-2-1) fra den Dominikanske Republik. Castillo er blot rangeret som nr. 96 på BoxRec – og han er IKKE rangeret på den seneste WBA rangliste, hvilket normalt er forudsætningen for at blive godkendt til en VM-kamp. Her er et træningsklip med Bivol:

Kommentarer