The Undercard – uge 51-52-1

Nyheder fra hele verden i uge 51-52-1.

I Ontario i Californien mistede Tony Harrison (nu 28-3) fra USA sin WBC VM-titel i letmellemvægt i en rematch mod manden, han havde taget titlen fra, nemlig landsmanden Jermell Charlo (nu 33-1). De første 10 omgange var ret jævnbyrdige, og to sidedommere havde Charlo foran med 96-93, primært på grund af et knockdown i 2. omgang, men den tredje have Harrison foran 95-94. I 11. fik Charlo dog træf med især venstre hooket. Harrison måtte ned to gange, og da han efterfølgende var under bombardemant, valgte kampleder Jack Reiss at stoppe opgøret efter 2:28 af omgangen. Her er afgørelsen:

I Atlanta, Georgia, forsvarede haitiansk-canadiske Jean Pascal (nu 35-6-1) WBAs “almindelige” VM-titel i letsværvægt med en split decision over svensk-ghanesisk-amerikanske Badou Jack (nu 22-3-3). I en underholdende kamp var Jack i gulvet i 4. omgang, mens Pascal måtte ned i 12. omgang. Men selv om Jack sluttede bedst var det ikke nok til at hente Pascals tidlige forspring. Nelson Vazquez og Barry Lindenman havde begge 114-112 til Pascal, mens Julie Lederman have 114-112 til Jack. Her er et interview med Pascal efter kampen:

På samme stævne i Atlanta vandt Gervonta Davis (nu 23-0) fra USA den ledige WBA VM-titel i letvægt ved at stoppe den cubanske veteran Yuriorkis Gamboa (nu 30-3) i 12. omgang i en kamp om den ledige WBA VM-titel i letvægt. Davis var den styrende og vandt alle omgange, bortset fra 7. Gamboa – angiveligt hæmmet af en skade i akillessenen – var i gulvet i 2. og 8. omgang, og en uppercut sendte ham ned i 12. omgang vinkede kampleder Jack Reiss opgøret af efter 1:17. Den rigtige WBA-verdensmester er Vasyl Lomachenko. Her er highlights fra Davis vs. Gamboa:

Mellemvægteren Ryota Murata (nu 16-2) fra Japan forsvarede i Yokohama WBAs “almindelige” bælte i mellemvægt mod Steven Butler (nu 28-2-1) fra Canada, der blev stoppet efter 2:45 af 5. omgang. Butler startede ellers pænt, men gradvis fik Murata fat, og Butler blev mere og mere presset, og i 5. omgang blev canadieren sendt ned. Kampleder Rafael Ramos valgte at stoppe kampen efter 2:45 af omgangen. Her er kampen:

På samme stævne i Yokohama forsvarede den 37-årige sydafrikaner Moruti Mthalane (nu 39-2) IBFs VM-titel i fluevægt mod japaneren Akira Yaegashi (nu 28-7). Hurtige Yaegashi havde ellers held med bevægelig boksning i starten, mod en afventende Mthalane, men gradvis skruede sydafrikaneren op for tempoet, og efterhånden tog han over.I 8. og 9. omgang kom japaneren i problemer, og efter et bombardement valgte kampleder Mario Gonzalez at afbryde legen efter 2:54 af 9. omgang. Her er kampen:

I den sidste VM-kamp i Yokohama forsvarede letfluevægteren Kenshiro Teraji (nu 17-0) fra Japan WBC VM-bæltet mod philippinske Randy Petalcorin (nu 31-4-1). Terajis gode dybe arbejde betød, at Petalcorin måtte i gulvet tre gange i 3. omgang, og da han gik ned igen i 4. omgang, trykkede kampleder Fran Garza på stopknappen efter 1:08. Her er kampen:

Franske Arsen Goulamirian (26-0) forsvarede i Marseilles sin WBA Super VM-titel i cruiservægt mod moldavisk-amerikanske Constantin Bejenaru (nu 14-1). Bejenaru så ellers ud til at være på vej mod overraskelsen mod den passivt boksende franskmand, men et venstre hook sendte ham ned i 9. omgang, og Goulamirian fulgte op. Bejenaru holdt omgangen ud, men opgav i pausen.

Julio Martinez (nu 15-1) fra Mexico vandt i Phoenix, Arizona den ledige WBC VM-titel i fluevægt ved at stoppe Cristofer Rosales (nu 29-5) fra Nicaragua i Phoenix, Arizona, i 9. omgang. Rosales blev gradvis brudt ned i en tempofyldt kamp, og da han var trængt i tovene i 9. omgang, valgte kampleder Raul Caiz Jr. at stoppe kampen. Her er highlights:

I Tokyo forsvarede japaneren Kosei Tanaka (nu 15-0) WBOs VM-titel i fluevægt mod Wulan Toulehazi (nu 13-4-1) fra Kina. Det blev en énsidig affære, og i 3. omgang afsluttede Tanaka legen med en kombination, der sendte Toulehazi ned for fuld tælling fra kampleder Jose Rivera efter 2:29. Her er kampen, der starter ca. 4:30 inde, efter en række andre sportsklip:

På samme stævne i Tokyo forsvarede superfluevægteren Kazuto Ioka (nu 25-2) WBOs VM-bælte med en hårdt tilkæmpet pointsejr over Jeyvier Cintron (nu 11-1) fra Puerto Rico. Cintron startede godt i de første omgange, inden Ioka tog over, og en slutspurt fra puertoricaneren var ikke nok. Cifrene var 2 x 116-112 (Wes Melton og Philip Austin) og 115-113 Julio Alvarado).

Diverse nyt
Det har sjældent de store konsekvenser for professionelle bokseofficials, når de leverer skandaleafgørelser. Den aldrende amerikanske kampleder Robert Byrd har for eksempel haft et travlt efterår med adskillige titelkampe efter hans vanvittige ledelse af WBSS kampen mellem Mairis Briedis og Krzysztof Glowacki.

Nu har det russiske bokseforbund imidlertid sat foden ned overfor to sidedommere, Irakli Malazonia og Semen Stakheev, fordi de forærede en unfair pointsejr til hjemmebokseren Dmitri Kudryashov over tjekken Vaclev Pejsar. Begge sidedommere har fået 18 måneders karantæne.

Det har længe gået tyske rygter om, at Marco Hucks EM-kamp i sværvægt mod engelske Joe Joyce ikke ville blive til noget. Hucks eget promoterfirma havde vundet purseoffer på kampen med en meget højt bud, og rygterne sagde, at Huck ikke kunne finansiere det.

Den 23. december blev det så officielt bekræftet, at kampen skulle bokses den 11. januar i Hannover. Stort set samtidig lød meldingen imidlertid, at Huck havde brækket en finger, og hans bror/manager Kenan Hukic ønsker at afvikle kampen senere. Onde tunger mener dog stadig, at afbuddet handler om penge.

Den bosnisk-tyske eksstjerne Felix Sturm (aka Adnan Catic) blev lige før jul løsladt mod kaution, efter at have siddet varetægtsfængslet i et tysk fængsel siden april. Han er sigtet for skatteunddragelse og dopingsnyd, og han må ikke forlade Tyskland, før sagen er afgjort.

Kommende kampe
IBF-verdensmesteren i supermellemvægt, Caleb Plant (19-0) skal forsvare sin titel den 15. februar i hjembyen Nashville, Tennessee. Her møder han tyske Vincent Feigenbutz (31-2), der er mandatory udfordrer.

Selv om det ikke er nyt, så er det nu officielt, at WBC-mesteren i sværvægt, Deontay Wilder, møder engelske Tyson Fury i en rematch den 22. februar i Las Vegas. I modsætning til tidligere meldinger, er en tredje kamp i serien dog ikke endeligt aftalt. Der er blot en klausul i kontrakten, der giver taberen ret til at kræve en tredje kamp – men for en mindre del af pursen. Til kampen i februar er der et 50-50 split. Her kommenterer Tyson Fury, at Wilder endnu ikke er mødt op til presseevents:

De kommende uger
Vi får en stille start på 2020, inden letmellemvægteren Julian Williams (27-1-1) den 18. januar i Philadelphia forsvarer WBA, IBF VM-titlerne mod Jeison Rosario (19-1-1) fra den Dominikanske Republik. Her er video fra pressemødet, der annoncerede kampen:

Kommentarer