The Undercard – uge 6-7

Nyheder fra hele verden i uge 6-7.

I Indio, Californien, mistede Joseph Diaz (31-1) fra USA sit IBF VM-bælte i superflervægt allerede  på vægten, da han vejede 3,6 pounds over til kampen mod mandatory udfordreren Shavkatdzhon Rakhimov (15-0) fra Rusland. Rakhimov kunne dog vinde titen med en sejr, men lykkedes lige netop ikke.

Kampen endte uafgjort, da Fernando Villareal og Zachary Young havde 114-114, mens Robert Hoyle så Diaz som 115-113 vinder. Det var også en ret lige kamp, hvor Rakhimov havde bragt sig foran i første halvdel, men Diaz reddede æren mod slutningen – og spolerede Rakhimovs titelchance. Her er highlights:

På samme stævne tabte brasilianske Patrick Teixera (nu 31-2) WBOs VM-titel i letmellemvægt til argentinske Brian Castano (nu 17-0-1). Cifrene var ganske klare, 120-108 (Lou Moret), 119-109 (Robert Hoyle) og 117-111 (Zachary Young). Castano var langt den mest aktive og aggressive det meste af vejen, og han var tæt på at stoppe Teixera i 12. og sidste omgang. Her er highlights:

Mexicanske Miguel Berchelt (nu 37-2) mistede i Las Vegas WBCs VM-titel i superfjervægt til landsmanden Oscar Valdez (nu 29-0), da han i 10. omgang blev slået klokkerent ud af et venstre hook. Kampen startede lidt forsigtigt, og efter en tøvende start kom Berchelt lidt bedre. I 4. omgang blev han dog hårdt ramt, og der blev talt over ham, da han røg i tovene.

Gradvis kæmpede han sig tilbage, men Valdez havde fat i den lange ende med en pointsføring, og i 9. omgang blev Berchelt sendt i gulvet. I 10. omgang satte Valdez pres på, og afslutningen var en logisk konsekvens. Efter 2.59 af omgangen talte kampleder Russell Mora Berchelt ud. Her er afgørelsen og reaktioner efter kampen:

Den engelsk bosatte russer David Avanesyan (nu 27-3-1) forsvarede i London sin EBU EM-titel i weltervægt mod engelske Josh Kelly (nu 10-1-1), der blev stoppet efter 2:15 af 7. omgang, da hans hjørne kastede håndklædet. Kelly fine boksning så ellers ud til at fungere de første omgange, men Avanesyan fik gradvis sat ham under pres, og i 6. omgang blev Kelly sendt i gulvet to gange – anden gang kom håndklædet. Her er highlights:

Josh Warrington havde droppet sin IBF VM-titel inden kampen mod mexicaneren Mauricio Lara i London, for at undgå en rematch mod Kid Galahad, og i stedet gå efter større navne. I kampen tabte Warrington (nu 30-1) det hele på gulvet, da mexicaneren Mauricio Lara (nu 22-2) stoppede ham efter 0:54 af 9 omgang.

Warrington var med de første par omgange. Men eftet venstre hook i 4.omgang rystede englænderen hårdt, og derfra var det op ad bakke, og da Warrington måtte i gulvet i 9. omgang, vinkede kampleder John Foster tingene af. Her er highlights:

Diverse nyt
En aftale kom på plads i sidste stund på amerikaneren Demetrius Andrades forsvar af WBO VM-titlen i mellemvægt mod Liam Williams fra Wales, så et purseoffer blev undgået. Kampen bokses sandsynligvis i april i USA. Her er et interview med Andrade:

Mexicanske Gilberto Ramirez har kort før deadline på et purseoffer trukket fra en kamp om WBCs Interim titel i letsværvægt mod Marcus Browne fra USA. Ramirez var WBO-mester i supermellemvægt frem til udgangen af 2018.

Manny Pacquiao vil åbenbart gerne møde WBO-verdensmesteren i weltervægt, Terence Crawford, en kamp promoter Bob Arum har håbet på i årevis. Men krav til purser, 40 mio dollars til ham selv og 10 til Crawford, er næppe realistisk. I interviews nævner Pacman også WBC/IBF-mester Errol Spence og eksmester Mikey Garcia, men ikke unge Ryan Garcia, der eller har råbt højt på en kamp. Under alle omstændigheder er Pacman i gang med grundtræningen. Her taler Pacquiao om muligheden:

På lørdag skulle Jamel Herring have forsvaret WBOs VM-titel i superfjervægt mod nordirske Carl Frampton. Men sidstnævnte har angiveligt  fået en håndskade, så kampen er udsat. Her taler om Frampton om situationen:

Kommende kampe
Mexicanske Emanuel Navarrete (32-1) har været en meget aktiv verdensmester, med 7 VM-kampe siden december 2018. Han er undervejs rykket fra superbantam til fjervægt, og her vil han åbenbart fortsætte linjen. Den 24. april i USA sætter han sit WBO VM-bælte i fjervægt på spil mod Christopher Diaz (26-2) fra Puerto Rico.

Den kommende uge
Lørdag i  Miami forsvarer Saul “Canelo” Alvarez (54-1-2) sine WBC/WBA VM-titler mod WBC mandatory udfordreren Avni Yildirim (21-2) fra Tyrkiet. Her er en trailer til kampen:

På samme stævne sætter mexicanske Julio Cesar Martinez (17-1) WBCs VM-bælte i fluevægt på spil mod veteranen MacWilliams Arroyo (20-4) fra Puerto Rico, amatørverdensmester fra 2009. Her er et interview med Martinez, med engelske undertekster:

Kommentarer