Bokseforbundet World Boxing Organization har udpeget kazakhstaneren Janibek Alimkhanuly og danske Jacob Bank til at bokse om den VM-titel i supermellemvægt, som engelske Hamzah Sheeraz forleden afgav.
Parterne har fået indtil den 7. oktober til at nå til enighed om kampen, ellers vil den gå til purseoffer, hvor minimumsbuddet er 300.000 dollars.
Alimkhanuly skulle have mødt Sheeraz om titlen, men efter at Sheeraz’ promoter Queensberry havde vundet purseofferet, valgte Sheeraz lidt overraskende at trække sig og droppe bæltet.
På WBOs rangliste er 33-årige Alimkhanuly (17-0) nr. 1, mens 25-årige Bank (20-0) er nr. 3. Nr. 2 er amerikanske Diego Pacheco, men han har valgt at gå en anden vej.
Alimkhanuly var i kvartfinalen ved OL i Rio de Janeiro i 2016, og han har tidligere været WBO og IBF verdensmester i mellemvægt.
Alimkhanulys promoter er amerikanske Top Rank, og hans manager er Egis Klimas, mens Bank er hos danske Primetime Boxing og engelske Gold Star (Spencer Brown).

