Oliver Zaren (15-0) får fransk modstand, når han går i ringen ved Danish Fight Night på Scandic Sluseholmen i København den 8. marts. Han møder Samuel Cavret (8-3-1) i en kamp sat til 8 omgange.
“Jeg glæder mig enormt, og jeg forventer helt klart en anderledes og rigtig fed stemning i og med, at der er tale om et meget mere intimt arrangement denne gang.
Forberedelserne er gået rigtig godt op til denne her kamp, og jeg bliver ved med at udvikle mig fysisk og teknisk. Jeg har bestemt ikke ligget på den lade side, siden jeg var i ringen sidst i Frederiksberg-Hallerne. Det handler om hele tiden at være klar, og det er jeg i den grad,” siger Oliver Zaren i en pressemeddelelse.
Cavret har vundet sine sidste to kampe, efter at han i 2024 noget overraskende i hjembyen Beziers tabte på point til den georgiske journeyman Nodar Robakidze. I februar vandt Cavret på points over georgieren Sandro Janjanidze, der i 2023 blev stoppet af Jacob Porsgaard.
Franskmanden har tidligere vundet over Konstantine Jangavadze, der i Danmark blev besejret af Mikkel Nielsen, men boksede uafgjort mod Khybar Akbari. Cavret har blot vundet 1 af sine 8 sejre før tid, mens han ikke selv er blevet stoppet. Han er i skrivende stund nr. 469 i supermellemvægt på BoxRec, hvor Zaren er nr. 56.

