Boksenyt går i ringen

For kort tid siden måtte Danmarks førende boksesite, Lionheart-boxing.dk, lukke på grund at tekniske udfordringer efter den tekniske administrators død. Nu har siden fået en afløser, Boksenyt, men med nyt navn, nyt udseende og en ny form.

Denne side starter som et nyhedssite, der baserer sig på det store netværk i boksemiljøet, som blev bygget op via Lionheart-boxing. Målet er efterhånden at bygge funktioner på, så denne side forhåbentligvis kan rumme mere brugerinvolvering og debat.

Indtil det er på plads, så har Boksenyt også en Facebook side i samme navn, hvor der er mulighed for at give sin mening til kende. Boksenyt har desuden længe haft en YouTube kanal, hvis nye videoer vil vi vise her på siden.

Ganske som Lionheart-boxing er Boksenyt et frit og selvstændig site, der forbeholder sig ret til en kritisk holdning til alle lejre i dansk boksning – samtidig med at vi ønsker at fremme boksningen, og interessen for boksning, gennem god og forståelig formidling af boksestof, som forhåbentligvis afspejler vores begejstring for sporten.

Det er passionen for boksningen, der driver siden. Vi har ingen økonomiske interesser at varetage, udover hvis vi kan tjene et par håndører på annoncer, som måske kan dække nogen af de omkostninger, der knytter sig til at drive siden og tage ud til stævner og andre begivenheder.

Foto: Boksenyt
Kommentarer