Adam Bashanov (2-2) fik en tung start på profkarrieren med nederlag i to af hans første tre kampe. Vandrørene har talt om, at han var ved at opgive boksekarrieren, men han har tilsyneladende fået lysten tilbage – og planen er, at han skal bokse mindst 6 gange i 2019.
“Adam startede året med at få store tæv desværre af Nick Hannig i en kamp, hvor Adam havde kæmpet med sygdom lige op til, men han leverede som altid en fight med masser af hjerte og mod. Han kom flot tilbage ved sidste stævne, selv om kampen var præget af nerver, da kampen mod Hannig sad i baghovedet. Jeg glæder mig meget til at se en Adam i 2019, der igen har fået en stor lyst tilbage til boksning , og han glæder sig til at bokse kontinuerligt. Jeg har lovet ham minimum 6 kampe i 2019,” skriver manager Peder Forsman i sin nytårsstatus.
Udover kampen mod bulgarske Ivan Nikolov den 19. januar i Struer, er det foreløbig planen, at Bashanov skal bokse i Ringkøbing den 23. februar.