Payman Akbari (nu 6-0) havde på forhånd meldt, at han ikke gik efter en knockout mod spanske Diego Valtierra (nu 6-4), og fra starten boksede han da også kontrolleret bag jabbet. Det handlede om at styre Valtierras små bursts, og sætte sine træffere ind fra distancen.
Valtierra viste kun i korte glimt, at han kunne være farlig med sine højre sving og venstre hooks, men han kom sjældent på slagdistance af Akbari. Det blev et skakspil, som Akbari havde mest held med.
Enkelte gang virkede Valtierra lidt ramt af Akbari’s højre kontra, men Akbari forivrede sig ikke. I 4. og 5. omgang satte Akbari en smule mere pres på Valtierra, der begyndte at virke en smule træt. Ikke uventet prøvede Valtierra et sidste pres i 6. og sidste omgang, og Akbari lod sig lokke i slagsmål til sidst – hvad han faktisk slap fint fra.
Der kunne ikke være tvivl om den danske pointsejr på alle tre dommersedler, 3 x 60-54 hos Jan Christensen, Lars Jepsen og Søren Saugmann.