Payman Akbari (6-0) får ganske ligesom Dina Thorslund en venezuelansk modstander i Holstebro den 9. april. Akbari møder Luis Millan (19-5). TK Promotion melder, at kampen er sat til 8 omgange – det bliver første gang, at 20-årige Akbari skal forberede sig på den distance.
Den 25-årige venezuelaner har en enkelt gang bokset om et international mesterskab, nemlig da han i Nicaragua tabte på points i en kamp om WBC Latino titlen til ubesejrede Jose Gonzalez. Han har desuden bokset i Mexico, hvor han blev stoppet af ligeledes ubesejrede Alan Romero.
Resten af Millans kampe er bokset i hjemlandet, hvor han har vundet 14 af sine 19 sejre før tid. I 2019 tabte han en kamp om det venezuelanske mesterskab. Hans bedste sejr var i 2018, hvor han pointsbesejrede landsmanden Cristian Perez.