Bank har droppet EM-vejen

Jacob Bank stod indtil for et uger siden til en EBU EM-kamp i supermellemvægt. Med VM-muligheder i horisonten valgte han og hans team at droppe chancen for at bokse om den ledige titel mod spanske Jose Luis Navarro. Det fortæller han til Ekstra Bladet. I stedet skal han møde namibieren Paulinus Ndjolonimu i en WBC eliminator den 25. april i Kolding.

“Jeg har et virkelig stærkt team bag mig, og vi tager beslutningerne sammen. Jeg vil kæmpe om de helt store bælter, og det er baggrunden for beslutningen. Nu fokuserer jeg bare på at være topforberedt til næste kamp, for den er selvfølgelig sindssygt vigtig nu,” siger Jacob Bank til Ekstra Bladet.

Det var ikke nemt at finde en kvalificeret modstander til Kolding.

“Vi havde tre kandidater at vælge mellem. En europæer, som ikke ville møde Jacob, en amerikaner, som vi ikke kunne nå økonomisk, og den sidste kandidat var Jacobs kommende modstander,” siger promoter Kasper Holgersen fra Primetime Boxing.

Selv med en sejr over Njolonimu kan der være et stykke vej til en kamp mod verdensmester Christian Mbili. Stjernen Saul “Canelo” Alvarez er nr. 1 på ranglisten, og Lester Martinez (nr. 2) skal møde Immanuwel Aleem (nr. 8) om WBC Interim titlen.

Zarens mulighed
Banks fravalg af EM-vejen åbnede døren for staldkammeraten Oliver Zaren. Primetime Boxing tabte i dag tirsdag et EBU purseoffer på en kamp mellem Zaren og Navarro. Udsigten til udebane skræmmer dog ikke Oliver Zaren.

“Jeg er mere end klar. Udebane skræmmer mig ikke. Tværtimod. Jeg har, modsat de fleste andre, startet min karriere i udlandet. Jeg har stået i fremmede arenaer, hørt publikum heppe på modstanderen og mærket presset på egen krop. Det er dér, jeg har lært mit håndværk. Det er dér, jeg er blevet formet.

Så når jeg går i ringen i Madrid, er det ikke noget nyt. Det er ikke noget, der ryster mig. Det er endnu en mulighed for at vise, hvad jeg står for,” skriver Oliver Zaren på Facebook.

Ifølge EBU er 23. maj lagt fast til kampen i Spanien. Og selv om Zaren netop er blevet opereret i næsen, og må holde nogen ugers pause. er spanierne meget opsatte på at holde den tidsplan.

“Navarro’s tidsplan er sat til at afvente dansk svar; der er allerede spildt for meget tid undervejs. Navarro er en bokser, der gerne vil være aktiv, og efter hvad vi kunne se i lørdags, er han næsten klar til kamp,” siger den spanske lejr ifølge Prensa Boxeo.

Kommentarer