Dina Thorslunds mandatory WBC/WBO titelforsvar mod tyrkiske Seren Cetin er nu officielt fastlagt til den 24. februar i Royal Arena. Thorslund glæder sig til at optræde øst for Storebælt som professionel for kun tredje gang – og første gang siden 2016.
“Jeg er født i København, og jeg har mange venner og bekendte på Sjælland, hvor jeg også har boet længe, men det er rigtigt, at jeg vist kun har bokset titelkampe i Jylland, men jeg glæder mig til at komme tilbage og bokse der igen,” siger Dina Thorslund i en pressemeddelelse.
26-årige Seren Cetin (11-0) er WBC mandatory til Thorslund (20-0). Promoter Bettina Palle vandt i december purseofferet på kampen. Cetin har gjort sig til mandatory ved i 2022 vinde WBC Silver titlen ved at stoppe østrigeren Eva Voraberger og så i 2023 at forsvare den mod spanske Mary Romero, med en pointsejr i en jævnbyrdig kamp i Istanbul.
Thorslund forudser en underholdende kamp.
“Jeg tror, at Seren Cetin kommer ind til kampen med en indstilling om, at hun har alt at vinde. Hun kommer helt sikkert med alt, hvad hun har, men jeg er dobbelt verdensmester, og det er hun ikke. Det er der en grund til.
Hun træder ind i de voksnes rækker, vil jeg sige. Jeg skal vise hende, at jeg er meget stærkere. Samtidig, så tror jeg, at det bliver en fed kamp for publikum. Hun er en underholdende bokser, der slår en masse slag. Vi går begge fremad, så vi kommer til at mødes i midten af ringen og bytte bomber,” mener Thorslund.