Bettina Palle vil klage til EBU over Poulsen-udsættelser

Den 18. eller 25. marts er efter flere udsættelser nu arbejdsdatoer for Enock Mwandila Poulsens EM-titelforsvar og rematch mod Franck Petitjean, som franske Y12 Boxing vandt i purseoffer. Det er Poulsen og promoter Bettina Palle ikke tilfredse med, og Palle vil nu klage til EBU, skriver Ekstra Bladet.

“Det er stærkt utilfredsstillende, at kampen nu bliver flyttet for fjerde gang. Derfor retter vi nu en klage direkte til EBU. Jeg har på forhånd ikke de store forhåbninger om, at EBU ser vores vej. Men jeg synes, vi er forpligtede til at klage, når en kamp for fjerde gang får ny kampdato,” siger Bettina Palle til Ekstra Bladet.

Poulsen selv er heller ikke voldsomt optimistisk om mulighederne til, at EBU vil være til dansk hjælp.

“Der er regler, som ikke bliver overholdt! Men jeg og Bettina er de små fisk i det her, vi kan intet stille op. Vi kaster en masse penge efter sparringspartner, kost, logi og transport for den pågældende dato, som så ikke bliver en realitet!,” skriver Enock Mwandila Poulsen på Facebook.

 

 

Kommentarer