Brønderslev Bokseklub udelukket af DaBU

Brønderslev Bokseklub har fredag fået meddelelse fra DaBU om, at klubben er midlertidigt udelukket af forbundet. Det skriver Skive Folkeblad. Udelukkelsen betyder, at klubben ikke må sende boksere i kamp eller have foreningens dommere og kampledere med ved stævner.

Skive Folkeblad har i en række artikler beskrevet et forløb, startende på et tidspunkt i efteråret, hvor klubben BK Nordsalling havde et julestævne planlagt som pro-am i samarbejde med Danish Boxing Promotion. Klubben og dens tidligere mangeårige formand Klavs Madsen blev udelukket, og problemet blev først løst, da Klavs Madsen trak sig som medlem af klubben, for ikke at stå i vejen for klubben. Stævnet blev gennemført uden profkampe.

Klavs Madsen blev i stedet medlem i Brønderslev Bokseklub for at kunne fortsætte sit virke som dommer/kampleder. DaBU krævede så, at Brønderslev Bokseklub indsendte en række dokumenter: Klubbens vedtægter, indkaldelse og dirigentgodkendte referater fra det seneste to generalforsamlinger samt referater fra alle bestyrelsesmøder fra 1. januar 2024 og frem til dags dato.

Klubbens formand Erik Thrane afviste at fremsende dokumenterne, før han fik en forklaring på, hvad dokumenterne skulle bruges til. Den forklaring har han ikke fået, så dokumenterne er ikke fremsendt, og der er ikke gennemført dialogmøde mellem forbund og klub,

“Med baggrund i, at Brønderslev Bokseklub på flere punkter ikke efterlever og opfylder, men tilsidesætter Danmarks Bokse-Unions gældende love og bestemmelser samt tillige ikke ønsker dialog om emnet, må en midlertidig udelukkelse, frem til en evt. afklaring, være konsekvensen. Procedurer og evt. indstilling for evt. permanent udmelding af Danmarks Bokse-Union, findes i gældende love og bestyrelsesbeslutninger,” hedder det i meddelelsen til klubben fra DaBU.

I skrivende stund er udelukkelsen ikke offentliggjort på DaBUs hjemmeside. Brønderslev Bokseklubs formand Erik Thrane har kommenteret sagen i Facebook gruppen Ringen Helt Fri,

”Den 6. januar 2025 fik jeg en mail fra DABUs daværende formand (Lars Brovil som nu er på orlov, red.) som svar på en mail ang. sagen, hvor han skrev: Nu skal jeg på bedste vis på vegne af hele Danmarks Bokse-Unions bestyrelse og de ansatte, give jer klar retursvar, hvorefter der ikke kommer yderligere på emnet. Det læste jeg som afslutning på en dum sag som aldrig burde have forekommet. men jeg tog fejl. Pludselig kom der en mail fra DABU i går d. 24.01.2025 til undertegnede, hvor DABU skrev at Brønderslev Bokseklub var midlertidig udelukket….

…DABU har hele tiden løjet den ene gang efter den anden og jeg burde selvfølgelig have gennemskuet den falske mail hvor de lukkede sagen. Men det gjorde jeg ikke, og det betaler vi så prisen for nu…Nu har jeg været medlem af Brønderslev Bokseklub i mere end 60 år, og jeg kan ikke mindes nogensinde at have hørt om nogen eksklusioner eller udelukkelser, Nu har jeg oplevet 3 på 3-4 måneder,” skriver Erik Thrane blandt andet på Ringen Helt Fri.

Kilde: Skive Folkeblad og Ringen Helt Fri, Foto: Brønderslev Bokseklub
Kommentarer