Danish Fight Night i Nørresundby 22. november officiel

Som Boksenyt tidligere har kunnet fortælle, holder Danish Fight Night og Lindholm Bokseklub pro-am stævne på Skansen i Nørresundby den 22. november. Nu har DFN officielt annonceret stævnet.

“Jeg glæder mig utrolig meget til, at vi endelig vender tilbage til Nordjylland. Området har en stærk boksekultur, og både Nørresundby og Aalborg har gennem årtier fostret store talenter. At vi nu kan præsentere et pro-am stævne i samarbejde med Lindholm Bokseklub, hvor både professionel og olympisk boksning er på programmet, gør aftenen helt særlig. Publikum kan se frem til tæt action, store følelser og en aften, der hylder både traditionerne og fremtiden for dansk boksning,” siger promoter Bettina Palle.

Hun forventer 5 profkampe på stævnet, foruden omtrent samme antal olympiske kampe. Ikke uventet får Lindholm Bokseklubs egen ukrainske sværvægter Nikolai Piddubnyy (3-0) en hovedrolle. Desuden skal Frederik Lundgaard (3-0) i aktion.

Sværvægteren Kasper Bertelsen (1-0) gør comeback på stævnet, der også vil byde på professionel kampdebut til Bone Andersen. Kasper Bertelsen boksede sin første profkamp på et TK Promotion stævne i Struer i juni 2021. 46-årige Bone Andersen har bokset et par opvisningskampe på Unite stævner, senest mod veteranen Robert Larsen.

Kommentarer