El Ahmad møder venezuelaner i Korsør

Ahmad El Ahmad (2-0) får fornøjelsen af Jean Carlos Hernandez (9-8-1) fra Venezuela, når han går i ringen på hjemmebane i Storebæltshallen i Korsør den 9. december. Stævnet er arrangeret af Rng-Sde Promotions og Korsør Bokseklub i fællesskab,

Ligesom flere andre af de mellemamerikanere, vi ser på danske profstævner i disse år, har Hernandez base i Spanien i øjeblikket. Den 37-årige venezuelaner har bokset de fleste af sine kampe på den anden side af Atlanten, inden han fik sin spanske debut i 2022.

Hernandez vandt sin seneste kamp for få dage siden, da han i Madrid overraskende stoppede den da ubesejrede argentinske weltervægter Kevin Bruna (4-1) i 1. omgang. I kampen inden blev Hernandez stoppet af en dyb træffer af finske Arslan Khataev. Khataev slog El Ahmad ved de nordiske mesterskaber for nogen år siden.

Venezuelaneren er i skrivende stund rangeret som nr. 374 på BoxRec i superfjervægt, hvor El Ahmad er nr. 639, så en dansk sejr kan rykke 25-årige El Ahmad markant opad på computerranglisten allerede to måneder efter hans professionelle debut i Næstved.

Kommentarer