Den tidligere danske mester Emil Lindebjerg Kot har skrevet under på en professionel kontrakt med Team Ljungquist, og han skal profdebutere i en kamp i letsværvægt den 5. maj på undercardet til Kem Ljungquist vs. Sefer Seferi.
Kot har bokset lige ved 70 kampe som amatør. Han blev dansk U17-mester i 2015, og han blev dansk mester i elite i 2017 og 2020. Han holdt næsten to års pause på grund af en skade, men han vendte tilbage i 2022, hvor han tabte DM-finalen mod Amre Allman. Han tabte senest i semifinalen med tætte 2-3 mod Ibrahim Abboud ved de sjællandske mesterskaber.
“Med Emil Kot, Andreas Lynggaard og Kem på plads i teamet, er vi ved at have et solidt grundlag for boksestævnet på Døllefjelde Musse marked, og stævner ude i fremtiden,” skriver Team Ljungquist i en pressemeddelelse.