Emma Jensen får serbisk debutmodstander

Emma Jensen skal tage sig af Snezana Siljkovic (4-17-2) fra Serbien, når hun debuterer som professionel ved Danish Fight Night i Royal Arena på lørdag den 13. januar.

Den 29-årige serber er nr. 52 i fluevægt på BoxRec. Hun har bokset de fleste af sine sidste mange profkampe i Italien, og hun er aldrig blevet stoppet som professionel. I 2020 tabte hun på points til hollandske Alicia Holzken, som året før boksede tre kampe i Danmark.

Hun har flere gange leveret resultater på udebane mod ganske stærke modstandere. I 2019 boksede hun uafgjort mod franske Justine Lallemand, der for kort tid siden boksede EBU EM-kamp mod Chloe Watson. Og i 2021 vandt i Italien over Martina Bernile, der et år senere blev EBU Europamester.

Samtidig med profkarrieren har Siljkovic bokset som amatør, og hun deltog ved VM i både 2022 og 2023, hvor hun begge steder vandt sin første kamp. I 2018 tabte hun i finalen af de serbiske mesterskaber til Nina Radovanic, der i 2020 tabte en VM-kamp mod Dina Thorslund.

Kommentarer