Ingen danske boksemedaljer ved European Games

I et hårdt felt formåede de to danske deltager i bokseturneringen ved European Games i Minsk, Frederik Lundgaard Jensen og Ditte Frostholm, ikke at hente medaljer.

I 64 kg tabte Lundgaard på RSC2 til ukraineren Yaroslav Khartsyz.

“Frederik starter godt, og får truffet ukraineren i de første udvekslinger, uden selv at blive ramt. Men ukraineren er større og stærkere, og finder ud af at gå gennem Frederiks slag og får afleveret sine egne, hårde træffere. Det udløser en lidt tynd tælling i første, og to i anden, der så OK ud fra hjørnet. Det resulterer i kamplederen stopper kampen,” lyder referatet fra DaBU, der konkluderer, at Lundgaards fremtid ligger i en lavere vægtklasse, selv om han tidligere har lavet pæne præstationer i 64 kg.

Frostholm vandt sin første kamp med 5-0 over den tidligere U19 VM-sølvvinder Donjeta Sadiku fra Kosovo.

“Hun var dog primitiv, og Ditte vinder en første omgang på timing og hurtige hænder. I anden og tredje forsøger Kosovisten at gøre det til en slåskamp. Det lykkes delvist, men Ditte havde lidt bedre luft og var stadig hurtigst på hænderne,” fortæller DaBU.

Kvartfinalen blev dog endestationen for Frostholm, der tabte med 5-0 til Anastasia Belyakova, Rusland 5-0.

“Russeren brugte sin rækkevidde eminent, og Dittes pres blev aldrig rigtig effektivt,” skriver DaBU.

Frostholm ender i top-8, men den endelige placering afhænger af de øvrige resultater.

Kilde og foto: DaBU Facebook
Kommentarer