Kore tabte tæt kamp på points

Landry Kore (nu 11-1-1) havde sagt ja til en ganske krævende opgave i Universum Gym i Hamburg. hvor han mødte Rafael Bejaran (nu 28-5-1), der var på hjemmebane i Hamburg, selv om han er født i den Dominikanske Republik. Det blev til et enstemmigt pointnederlag i en kamp, der ikke var helt nem at dømme.

Kore startede bag jabbet, mens Bejaran lurede, men det blev hurtigt til mere slagudveksling, hvor Bejaran måske havde et svagt overtag. Mod slutningen af omgangen fik Bejaran et cut, og samtidig fik Kore et par højrer ind.

I pausen fik det tyske hjørne styr på cuttet, og Bejaran havde nok de reneste træffere i en ret lige kamp. Bejaran fik et nyt cut ved hovedbunden, da de to boksere ramlede hovederne sammen, og det blev til lidt holderi og en del missere, men Bejaran fik i 4. omgang stadig lidt mere rent arbejde igennem.

Kore’s timing var ikke perfekt, og han havde svært ved at få ramt Bejaran rent i det noget rodede opgør. Tapen på Kore’s handsker røg et par gange, men han sluttede 6. omgang med et par udmærkede træffere til både krop og hoved.

I starten af 7. omgang fik Kore presset Bejaran med adskillige træffere, men han fik ikke fulgt rigtigt op. Bejaran kom tilbage i 8. og sidste omgang, og det var ham, der satte de sidste accenter, mens Kore virkede lidt passiv.

Kore virkede ikke tilfreds med afgørelsen, men der var ikke meget at sige til den. Cifrene var 79-74 (Klaus Hagemann), 77-74 (Irene Kostenko) og 79-76 (Hendrik Schramm).

 

Kommentarer