Ljungquist vil vælge udlandstilbud med omhu

”Kassekampen”. Det har været et begreb i dansk professionel boksning i årtier. Den mytiske store udlandskamp hvor bokser og promoter kunne høste et udbytte i den investering, det er at bygge rekordliste og rangeringer op.

Med en 17-0 rekordliste, en placering i skrivende stund som nr. 28 i verden i sværvægt på BoxRec, nr. 18 på EBUs Europarangliste i sværvægt og nr. 10 WBAs verdensrangliste i bridgervægt, så er Kem Ljungquist et sted, hvor de lukrative tilbud kommer.

Men Ljungquist vil ikke hoppe på det første det bedste tilbud. Det fortæller han til Lolland-Falsters Folketidende.

”Det er meget vigtigt ikke at være en lykkejæger, som tror, at alt er reddet, når den store kamp kommer. Det er det vigtigste for mig. Kampene i udlandet skal nok blive ved med at komme. Jeg har masser af tilbud liggende,” fortæller Kem Ljungquist til Folketidende.

Den 17. maj i Nykøbing Falster Hallen skal Ljungquist prøve at bevare nullet på rekordlisten, når han møder tanzaniansk-svenskeren Awadh Tamim (16-9).

Kommentarer