Meng vinder sikker pointsejr

Oliver Meng (nu 9-0) havde indledvist lidt svært ved at få timingen til at fungere i sin WBC Youth titelkamp mod Eslih Owusu (nu 7-1), en  kamp mellem to højrefodsboksere. Kampleder Søren Saugmann virkede venlig, da han gav Owusu en henstilling i stedet for at tælle over Meng, da Meng gik i knæ efter at være ramt ved øret.

Gradvis fik Meng dog initiativet, men der var i høj grad kamp om det. I 3. omgang sluttede Meng godt af, og det reddede måske omgangen for ham. Også 4. omgang var relativt tæt, og kampen så ikke ud til helt at være tippet til nogen af siderne. Meng fik stadig ikke lov til at arbejde med sine lange serier.

I 5. omgang havde Owusu sat tempoet lidt ned, og Meng fik bedre gang i venstre krydsene bag højre jabbet. I 6. omgang fik begge gode træffere ind, men det var Meng, der leverede det mest stabile arbejde. I 7. omgang fik Meng for alvor fat, styrede kampen og fik udnyttet nogen åbninger.

Også 8. omgang var klart dansk, og Meng fik flere gode venstre kryds ind. Owusu kom bedre med i 9. omgang, mens Meng ikke rigtigt fik gang i hænderne, mens han prøvede at komme frem til store træffere.

Der gik lidt showmanship i det i 10. omgang, men Meng fik også sat lidt sidste accenter, og der var ikke voldsom tvivl om den danske sejr. 98-92 fra alle tre sidedommere, Jan Christensen, Per K. Hansen og Rene D. Larsen.

Kommentarer