Michael Nielsen havde i Gilleleje-Hallen fået rutine som modstander, da han mødte nicaraguaneren Johnson Tellez, der kom med 68 profkampe under bæltet.
Tellez (nu 10-54-5) viste sig som ventet som en bevægelig modstander, der ikke var lige til at ramme, men Nielsen (nu 4-0) fik ret hurtigt godt fat, ikke mindst med fornuftigt dybt arbejde, og det var klart, at han havde fysikken på sin side. Nielsen havde tydeligvis ikke mindst øvet sig på den dybe venstre, som Tellez tidligere har været sårbar overfor.
Tellez var dog i 3. omgang stadig med i et ganske pænt tempo, og det fortsatte i 4. omgang, uden de store dramatiske udsving i en kamp med mange slag, men uden den voldsomme effekt. I 5. omgang røg tandbeskytteren en enkelt gang hos Tellez, der nu viste en smule træthed.
Med et solidt forspring behøvede Michael Nielsen ikke at tage de vilde chancer, men han holdt stadig fat i dominansen, og efter de 6 omgange kunne der ikke være tvivl om den danske pointsejr med 2 x 60-54 (Søren Saugmann og Jan Christensen) og 59-55 (Per K. Hansen).