Møllenberg må arbejde for klar sejr

På forhånd var ungdom mod alder, og teknik mod fysik i Gilleleje-Hallen, da Oliver Møllenberg (nu 7-0-1) og Frank Madsen (nu 5-1) mødtes om en DM-titel i weltervægt.

Det var dog ikke kun Møllenbergs tekniske afstandsboksning, men også hans velkendte dybe slag, der tog 1. omgang for ham. Også 2. omgang så ud til at gå til hjemmebokseren, der ikke havde specielt svært  ved at ramme den lidt for statiske Madsen.

I 3. omgang havde Madsen bedre held med at få rodet Møllenberg ind i slagsmålet, og omgangen blev lidt mere lige, og selv om Møllenberg nok tog 4. omgang, så holdt det hårdere for ham at holde Madsen fra fadet – også i 5. omgang, hvor Madsen flere gange fik gode træffere ind. Møllenberg kom dog fint tilbage med serier.

Det havde efterhånden udviklet til en ganske god og underholdende boksekamp, men efter en klar 6. omgang så Møllenberg trods alt ud til at have trukket fra i pointsregnskabet. Trætheden begyndte også så småt at melde sig hos Madsen, hvis angreb ikke længere var så effektfulde.

Møllenberg kunne nu køre den hjem, efter at have været på reelt arbejde gennem de 8 omgange. Sejren lød på 2 x 80-72 (Søren Saugmann og Per K. Hansen) og 79-73 (Rene Dreyer Larsen).

Kommentarer