Sarah Mahfoud og hendes promoter, Bettina Palle, tager i denne uge til Dallas i Texas for at overvære verdensmesteren Amanda Serranos titelforsvar mod Heather Hardy.
“Det gælder om at være opsøgende og holde sig til, og det er en af grundene til, at vi tager til USA. Der er blandt andet repræsentanter fra de store VM-forbund til stede i Dallas, og det giver os en oplagt mulighed for at tale Sarah Mahfouds sag og afsøge mulighederne for, hvordan hun kan sikre sig en ny VM-kamp i fremtiden.
Vi kan samtidig få nogle pejlemærker på, hvem hun skal besejre i den nærmeste fremtid for at kvalificere sig til disse store kampe,” siger promoter Bettina Palle på Danish Fight Nights hjemmeside.
En VM-kamp kunne være en rematch mod den nuværende WBA/WBC/IBF/WBO-mester Serrano. Men det kunne i teorien også blive mod andre om ledige titler.
”Hvis Amanda Serrano ikke forsvarer sine bælter i fjervægt, vil de respektive VM-titler ende med at blive erklæret ledige. Uanset planerne ligger Sarah Mahfoud, som kun har tabt til Amanda Serrano, lunt i svinget til at komme i betragtning til kommende VM-kampe, fordi Sarah er højt rangeret hos flere af de store forbund,” siger Bettina Palle.
Sarah Mahfoud er annonceret på programmet ved Danish Fight Night den 7. oktober. Der er endnu ikke offentliggjort en modstander.