Sværvægteren Pierre Madsen har ikke været i kamp siden januar 2018. Nu har han valgt definitivt at stoppe som aktiv bokser.
“Efter en meget lang og meget nøje overvejende periode har jeg besluttet at stoppe min karriere som bokser. Jeg mener, man bør lytte til ens krops signaler. Efter en årrække med intensivt murearbejde, hård fysisk boksetræning og husbyggeri med mere har stellet haft bedre dage og er begyndt at knage. Og som skraldemand har jeg lang tid til min pensionsalder– så jeg vil sige tak for kampen,” skriver Pierre Madsen på Facebook.
Madsen stopper med en professionel rekordliste på 11-0. Han vil dog ikke helt slippe sporten, for han vil gerne være træner.
“Boksningen har været en vigtig del af mit liv – især i svære/skæve perioder, hvor det hjalp mig tilbage på rette spor. Noget jeg vil se tilbage på med glæde. Sporten har udviklet mig som menneske, hvilket betyder at jeg via Lyngby Bokseklub og Danish Fight Night har fået nære venner for livet, og derfor vil jeg uddanne mig som træner, og betale det tilbage, som sporten har givet mig,” skriver Madsen.