Sarah Mahfoud vs. Olivia Gerula

Sarah Mahfoud (8-0) får canadisk modstand ved Palle-stævnet i Randers den 15. juni. Hun skal møde Olivia Gerula (18-18-2).

Gerula, der bliver 40 år den 1. maj, er tidligere WBC-verdensmester i superfjervægt. Hun har tre gange mødt den nuværende WBA/WBC-verdensmester i fjervægt, Jelena Mrdjenovich, med en sejr og to nederlag. I 2010 og 2011 var hun to gange i Sverige, hvor hun begge gange tabte WBC VM-kampe til Frida Wallberg.

I 2016 blev Gerula stoppet i 1. omgang, af den amerikanske stjerne Amanda Serrano, i en WBO VM-kamp. Hendes seneste to kampe var pointsnederlag til IBF-verdensmesteren Jennifer Han, hvor Gerula vejede ind for tung, så hun ikke kunne vinde titlen, og til russeren Elena Gradinar, der for få uger siden tabte en IBF Interim titelkamp.

“Olivia Gerula har masser af rutine og har mødt de allerbedste i verden, så jeg forventer, at det bliver en hård kamp. Jeg træner som altid på at bokse ud fra det, som jeg kan, og ud fra det, som jeg synes fungerer i forhold til min game-plan,” siger Sarah Mahfoud, som håber, at en sejr kan holde liv i håbet om en VM-kamp.

“Hvis jeg taber, falder det jo til jorden. Hver kamp er alt eller intet-kampe fra nu af, og det lægger selvfølgelig et stort pres på mine skuldre, fordi jeg gerne vil leve op til forventningerne og præstere. Men jeg elsker det og synes, at det er så fedt, så jeg glæder mig virkelig meget til at komme i ringen den 15. juni,” siger Sarah Mahfoud.

Der har været lagt op til, at Mahfoud inden længe skulle bokse om en IBF VM-titel – hun vandt en IBF IC titelkamp, der samtidig var eliminator – men med gode rangeringer i flere forbund kan der være flere muligheder for en VM-kamp.

“Om det bliver den ene eller anden modstander er ligegyldigt for mig. Hvis de har et VM-bælte, så vil jeg gerne have fat i det,” siger hun.

Sarah Mahfouds bror, Allan Mahfoud, kommer ikke i ringen i Randers, som ellers tidligere annonceret. Han har fået en håndskade.

PR-foto: Team Palle
Kommentarer