Stævnet torsdag i Frederiksberg-Hallerne var officielt Mogens Palles sidste. Det forhold fyldte temmelig meget under et arrangementet, hvor stemningen desværre ikke kom helt op at ringe, og hvor de tilrejsende tilskuere fra Lolland-Falster fyldte en del i lydbilledet, i hvert fald til Mengs og Ljungquists kampe.
Der var mindre fokus på, om det var den sidste Danish Fight Night, noget mange danske boksefans har spurgt sig selv oå det seneste.
Den kryptiske melding har været, at man måtte vente og se, hvordan det gik ved stævnet. Nu er status så tre boksere med mesterskabsbælter i stalden. Er det et godt sted at stoppe – selv om det gamle ord siger, at man skal gøre det, mens legen er god ?
Økonomien er naturligvis en stor del af spillet. Uden at kende pay-per-view indtægterne ved dette arrangement, så må det antages, at et stævne som torsdagens er noget af en udskrivning, som i omegnen af 5-600 tilskuere, inclusive inviterede gæster, aldrig kan komme i nærheden af at finansiere.
Hvor længe kan og vil DFN fortsætte ad den vej ? Lige i skrivende stund virker det udefra set som et håb uden klippefast fundament, at DFN – uden Mogens Palle ved roret – skulle genoptage de tre stævner om året, der blev gennemført i 2017 til 2019, efter at aftalen med TV2 ophørte. Også fordi at den stald, der blev bygget op fra bunden fra 2015, nu er en top uden bund. Tre titelholdere på hovedkæmperniveau, og ikke så meget mere.
I dagens Danmark kan man sagtens sætte stævner sammen med freelancere som forkæmpere. Der er boksere nok, der har haft mere end svært ved at få kampe. At bygge en ny generation op af egne boksere er en anden øvelse, der kræver rigtig meget arbejde, Og mange penge, som der ikke er nogen garanti nogensinde at få hjem, som verden ser ud nu.
En mulig vej kunne være, at de tre titelholdere kunne bringes i position til kampe i udlandet, hvor ubesejrede rekordlister og bælter på cv’et kan øge markedsværdien. De berømte “kassekampe” kan lure med lidt held og dygtighed.
Det gælder først og fremmest Mahfoud og Poulsen, der har set og snart ser det magiske tal 30 passere – tegnet på, at man ikke er helt ung længere. Oliver Meng er så et noget andet sted, som 22-årig.
Poulsen med held og kampvilje
At Enock Mwandila Poulsen havde knap tre års kamppause, der skulle rystes af, det var ikke overraskende. At Franck Petitjean havde lidt mere i tanken, end jeg i hvert fald havde forventet, er en anden sag. Poulsen fik dog kæmpet sejren hjem med det yderste af neglene. Men han skal nok også sende en stor tak til kampleder Guiseppe Quartarone for et par afgørende og omdiskuterede beslutninger.
Da skulderen gik af led i 2. omgang, fik Poulsen lov til at vende ryggen til og gå til ringhjørnet for at få assistance. Allerede her kunne Poulsen have været stoppet, og kampen have været dømt No Contest. Eller som da Dennis Ceylans kamp mod Isaac Lowe (med selvsamme kampleder) blev erklæret teknisk uafgjort: Her vendte Ceylan også ryggen til og gik til tovene, da han fik en øjenskade efter en skalle. At en sekundant i ringen kunne have udløst en diskvalifikation af Poulsen, er en anden historie.
Da Poulsen senere i kampen gik i knæ, da skulderen igen drillede, valgte Quartarone at tælle over Poulsen. Men da det gentog sig i en følgende omgang, valgte Quartarone inkonsekvent IKKE at tælle. Det blev ret afgørende for de afsluttende cifre, for en tælling her havde givet Petitjean mindst uafgjort på slutcifrene.
Omvendt kunne Quartarone også sagtens have valgt at trække Petitjean points, for eksempel for de to gange hvor han på MMA-vis kastede Poulsen i gulvet. Men i sidste ende gik en elendig kamplederpræstation altså Poulsens vej – en vej Poulsen selv forfulgte med en viljestærk indsats, ikke mindst skulderskaden taget i betragtning.
Poulsen har nu franske Massi Tachour som mandatory udfordrer. Da Sandor Martin opgav titlen, skulle Poulsen egentlig møde Tachour. Men Tachour blev så trukket, så det i stedet blev Petitjean, på den betingelse at vinderen skulle møde Tachour.
Tachour er ikke umiddelbart nogen hverken sportsligt eller økonomisk attraktiv modstander, og man kunne sagtens forestille sig, at kampen (igen) ender i purseoffer. Så ville det være rart, hvis der var nogen i Danmark, der ville byde på kampen, så Poulsen ikke ender i Frankrig for småpenge.
Alternativt kunne man håbe for Poulsen, at et af de større navne i vægtklassen ville se ham som en attraktiv modstander, og så er titlen ikke vigtigere, end at den kan droppes – det har andre gjort før ham. Poulsen fylder 30 i juli, så han kan næppe vente for længe med at kapitalisere på sin titelstatus. Om han så kan lave en Sandor Martin, er en anden sag. Da Martin opgav titlen, tog han jo til USA og slog Mikey Garcia.
En VM-kamp er her og nu nok et noget vidtløftigt håb for Poulsen, der er gået ind som nr. 60 på BoxRec. Men en DAZN-kamp mod Sandor Martin i Spanien…måske ? En Catterall i England ? Poulsen ville ikke være favorit, men det er vel den slags chancer, der kan søges nu. Poulsen bliver 30 til sommer.
Mahfouds udbytte ?
Nina Meinke viste sig faktisk ikke stærkere, end jeg havde frygtet. Hendes sære tendens til at finte/vifte med armene uden at slå, forærede nok flere omgange væk. Hun pressede Mahfoud, når hun rent faktisk angreb med slag, men det gjorde hun altså ikke så tit.
Mahfoud kunne derfor redde en sejr hjem med klog udnyttelse af de midler, hun har i værktøjskassen, også selv om den lange kamppause ikke uventet kunne ses. Det blev ikke prangende, men hun forsvarede sin titel, og så må den nærmeste tid vise, hvor meget den titel kan værdisættes til.
Et drømmescenarie for Mahfoud er vel, at en unification mod superstjernen Amanda Serrano kan genoplives. Serrano skal i den kommende uge møde Katie Taylor i en storkamp om alle fire store titler i letvægt. Der er ingen rematch klausul, så uanset udfaldet er det ikke utænkeligt, at Serrano vender tilbage til fjervægt for at samle titlerne her – en plan hun tidligere har forfulgt.
Hvis det sker, kunne Mahfoud være et oplagt emne med hendes IBF-bælte, og der kunne sagtens være gode penge i den kamp, nu hvor Serrano har YouTube stjernen Jake Paul i ryggen.
Hvis det bliver til flere danske stævner, så ligger svenske Lucy Wildheart lige for. Wildheart er på forunderlig vis nr. 2 på den seneste IBF-rangliste, efter Nina Meinke, og det vil sige, at hun nu må rykke op som førsteudfordrer. Den engelsk-bosatte svensker er slet ikke dårlig, men heller ikke uoverkommelig -og nok ikke voldsomt dyr. Og en fantasifuld promoter kunne måske drømme om en dansk-svensk doubleheader: Poulsen vs. Yigit og Mahfoud vs.Wildheart ?
Så bliver der stadig rumlet om Mahfoud vs. Thorslund. TK Promotion vil tilsyneladende (igen) prøve at lave kampen, men den ligger ikke så lige for, som den gjorde for to år siden. Er det overhovedet en kamp, Mahfoud og DFN i dag synes er interessant ?
Som verden ser ud lige nu, har Thorslund/TK åbenbart mere brug for kampen end Mahfoud/DFN. Det er da også TK, der slår på tromme på de sociale medier for kampen, ikke DFN.
Meng og fremtiden ?
Oliver Mengs modstander, Eslih Owusu, var lidt bedre, end jeg havde forventet i mit preview. Meng selv måtte – meget naturligt efter mere end to års pause – indledningsvis kæmpe med timingen. Men han fandt efterhånden formlen og kunne tage en rimeligt sikker sejr.
Hvad så nu? Meng er 22 år, og han har nu bokset én kamp siden februar 2020, og 9 ialt i karrieren. Han har brug for kampe, i den nærmeste tid helst mere end et par stykker om året, hvis han skal bygge op og udnytte sit klare potentiale.
En WBC Youth titel skulle bringe ham ind på WBCs rangliste. Hvis Mengs kontrakt er skruet sammen som adskillige af hans forgængeres, så udløser det i så fald en rankingklausul, der vil binde ham yderligere et år eller to til DFN. Aktivitet i DFN kan derfor blive vigtig for ham.
Kickstart for Ljungquist
Kem Ljungquist boksede på Frederiksberg som freelancer. Ugen før i Nykøbing blev hans kamp arrangeret i hans eget regi. Og også til de næste kampe ser det ud til, at han må hoppe fra tue til tue.
To professionelle kampe med to KO-sejre på en uge giver dog selvsagt en ny kickstart, efter to års pause og nogen få amatørkampe. Hvor langt tuerne så kan føre, det kan kun tiden vise. Men det var værd at bemærke, at Ljungquist efter kampen torsdag erklærede sig klar til at bokse mange år endnu.
Om Heva Sharif har samme tidshorisont, det er vel et spørgsmål. Han fik sin sejr efter den lange pause, men han har også gang i at skabe en håndværkervirksomhed, og det plejer ikke at foregå uden ent tidskrævende stykke arbejde.
