Ljungquist håber på ny kamp snart

Efter en professionel kamppause siden januar 2020 har Kem Ljungquist med to KO-sejre på en uge igen fået blod på prof-tanden, efter en række kampe hos amatørerne.

Han er gået ind som nr. 103 i sværvægt hos BoxRec, og en ny kamp inden længe kan bringe ham i top-100 igen. Og han fortæller til Lolland-Falster Folketidende, at den kamp kan være tæt på.

“Jeg håber, at jeg kan leve af boksning igen, det er det, der er drømmen. Jeg arbejder på nogle småting lige nu, og hvis alting holder, så er jeg tilbage i ringen meget snart igen,” fortæller Kem Ljungquist til Folketidende.

Selv om de to nye sejre ikke har været mod hans hidtil sværeste modstandere, så vurderer han, at han boksemæssigt er på rette vej efter pausen.

“I forhold til, hvad jeg lægger i det, så kommer det ikke som en overraskelse. Jeg laver stadig småfejl, men Rom blev ikke bygget på en dag,” siger Kem Ljungquist, der forventede, at han erfaring kunne blive vigtig i torsdagens kamp mod Vyacheslav Zhyvotyagin.

“Jeg bruger hovedet og erfaringen og ved, at selvom han trykker på her i starten, så er jeg bedre til at disponere over mine kræfter. Jeg vidste, at hvis jeg bare trak kampen lidt ud, så kunne jeg nedbryde hans forsvar,” fastslår han.

Kilde: Lolland-Falster Folketidende
Kommentarer