THE AFTERMATH: Nu kan det blive sjovt at hedde Bank

WBO Europe bæltet vil antageligt bringe Jacob Bank ind i top-15 på WBOs verdensrangliste. At det oven i købet blev vundet med en overlegen sejr over en mand, der i skrivende stund er på både IBFs og WBCs verdensranglister, der går ikke perspektiverne mindre sjove.

Det gør til gengæld promoteropgaven lidt sværere. Danmark fået en professionel, der nærmer sig verdenstoppen – og de brede medier har ikke opdaget det. I modsætning til Oliver Mengs titelkamp i Royal Arena for en måneds tid siden, så ignorerede traditionelle boksemedier som Ekstra Bladet og BT fuldstændig præstationen i Kolding.

Boksning i verdensklasse kræver bedre PR
Det kalder på en PR-indsats på et mere professionelt niveau, end TK Promotion hidtil er lykkedes med. Der kan være mange penge på spil her, også er lidt Facebook annoncer og videoer ikke nok – heller ikke med lidt halvhjertet opbakning fra Jysk-Fynske medierne bag Sport Live. Som promotorer er TK Promotion nødt til at følge med Bank.

Det nytter ikke at blive fornærmet på medierne – det vil sportschefer som Michel Davidsen på EB, Kasper Haugaard hos BT og Søren Romme på Ritzau ganske givet være helt kolde i bagpartiet over. De bestemmer, og de ved det.

Banks opstigning skaber et nyt game for TK, og det må stalden lære at spille – og man kan passende øve sig med Thorslund-stævnet i Holstebro om et par måneder. Her står TK som co-promoter, og der skulle være gode muligheder for, at Bank er på. Det er Sport Live’s billetsalg, Fightticket.dk, der sælger billetter, så mon ikke også Sport Live viser Thorslund-stævnet.

Et nyt matchmaking game
Samtidig er det blevet et andet game at matche Bank i hans kommende kampe. Det er ikke nyt, at man skal finde modstandere, der udvikler ham boksemæssigt, for det har man jo skullet fra dag 1. Men nu skal der også tænkes i ranglister. Og en anden økonomi.

Hvilke modstandere kan bringe ham fremad hos WBO, WBA, WBC og IBF? Med en WBO Europe titel er EBU-ranglisten ikke en mulighed for nærværende, men det bliver det måske på et tidspunkt. Man er nødt til at skæve til ranglisterne, samtidig med at man finder modstandere, der giver sportslig mening på det nuværende stadie – og hvem er til at betale? Modstanderne bliver jo ikke billigere, jo højere man når.

Og hvor langt kan Bank egentlig nå?
Endnu har ingen professionelle boksere formået rigtigt at presse Bank. Det troede jeg, at Vilcans ville kunne, men jeg tog grundigt fejl. Og Vilcans er altså højt niveau. Det peger mod en ”the sky is the limit” tankegang. Alligevel vil det være sund fornuft stadig at bygge noget erfaring på.

Bank har blot bokset 10 profkampe. Mikkel Kessler boksede sin første titelkamp (en IBA kamp) i hans kamp nr. 30. De tider, hvor man kunne bygge boksere op som Kessler, er dog nok slut, og så mange nemme modstandere vil næppe gavne Bank.

Han har stadig brug for at lære at håndtere pres og hård modstand, noget han indtil nu har været for god til. Omvendt er det også rigeligt tidligt at give ham de helt store chok. Så det kræver omhyggeligt matchmakerarbejde at finde det rigtige niveau. Og hvor hvilket niveau kan han så nå? Det kan meget vel blive det højeste.

Jeppe Møller flytter grænser
Jeppe Møller Christensen er ikke Jacob Bank. Det niveau vil ingen forvente af ham. Men det er alligevel interessant at følge den udvikling, der nu har bragt ham op som nr. 168 i verden ifølge BoxRec.

Det var måske knap så overraskende, at han kunne knibe sejren hjem mod Amine Boucetta, men det var langt fra et resultat, jeg havde taget for givet. Jeg var skeptisk på forhånd, men Møller bliver ved med at vide en imponerende flid og kampvilje.

Der er stadig pænt langt til bare Europatoppen, Møller er i skrivende stund nr. 99 i Europa. Men han er et godt kort at have på et stævneprogram, når han kan bokse så underholdende kampe, som han senest har gjort mod Marco Karalitzky og Amine Boucetta. Og som 23-årig har han stadig tid til at udvikle sig.

Kots erfaring
Team Ljungquists Emil Kot var overbevist om, at han i modsætning til Jonas Madsen og Jacob Porsgaard kunne stoppe den hårdføre georgier Giorgi Kandelaki. Det kunne han så ikke, men det er der heller ikke mange, der kan. Og måske var det meget godt, for nu fik Kot en 6-omganges under bæltet, allerede i hans anden profkamp.

Det vil være en fin ballast at have, når han den 7. oktober skal hjem og bokse på Ljungquist-stævnet i Næstved. Og det er værd at bemærke, at Kot havde helt styr på Kandelaki i alle seks omgange. Georgieren kan ellers godt give nyproffer besværlige aftener.

Hammere fra Hornslet
Træner Arne Lund Christensen havde lovet to Hornslet-debutanter i ringen, der begge kunne slå hårdt. Det levede både letmellemvægteren Victor Hoveling og fjervægteren Mikkel Gribsholt op til med KO-sejre.

Måske var det ikke verdensmestre, der mødte i deres første professionelle kampe, men både Hoveling og Gribsholt viste velovervejet og velskolet boksning, og effektive afslutninger. Især Hovelings KO var ren highlight reel.

Desværre brækkede Hoveling hånden med KO-slaget. Det kan meget vel koste ham en kamp på Thorslund-stævnet i Holstebro. Rygter går på et stævne i Hornslet senere på året, og det gjorde Hoveling og Gribsholt fin reklame for,

Ærgerlig modstander til Kunduzi
Man kan ikke bebrejde Nesar Kunduzi, at han gjorde sit arbejde hurtigt færdigt. Men man kan godt bebrejde TK Promotion, at de henter modstandere som Pol McEllington/McElligott/McElliott, og hvad han ellers hedder i forskellige sammenhænge.

Ganske som Andy Goy, som vi så mod Jeppe Møller i oktober, og Møllers debutmodstander i 2021, Darren Burns, så har McEllington turet rundt på diverse alternative stævner på de britiske øer. Og når man havde set videoer fra de kampe, så vidste man godt, hvordan det ville ende.

Jeg ved godt, at knockouts er krydderiet på professionelle boksestævner, men de her uskolede pubboksere fra den anden side af Nordsøen, de er ikke engang underholdende. De giver bare utilfredse tilskuere. Man kan sagtens finde overkommelige modstandere i fjervægt uden at bevæge sig ud i den slags.

Sløv start, men stærk spurt
Stævnet startede med en for et dansk publikum ligegyldig kamp mellem debutanten Roseanna Cox og den georgiske journeywoman Nana Chakhvashvili. Det var vist en slags byttehandel med Cox’ bagland for noget sparring. Den slags kan være en del af gamet, men det var en lidt uheldig start, da denne kamp blev fulgt af Kunduzis fusermodstander.

Heldigvis rettede stævnet sig gevaldigt op derfra, og facit blev en ganske underholdende og varieret aften, kronet af Jacob Banks pragtpræstation. Det lover fint for kommende TK-stævner.

I Kolding var der ”kun” omkring 1.000 tilskuere, nok lidt færre end håbet. Men når man lyttede lidt til publikumssnakken, så var der nok kommet flere, hvis det havde været i april/maj. Det her var lidt for sent mod sommeren. Men der er altså også lige det med PR-arbejdet…

Kommentarer