THE AFTERMATH: Udenlandske udsigter

Kem Ljungquist gjorde hvad han skulle i Nykøbing F. Hallen, på et stævne annonceret som “The Return”. Men en solid sejr fik han vasket pletten af efter en diskutabel afgørelse i den seneste kamp. Det var ikke en verdensklassesværvægter i et andet ringhjørne, men en stærk nok modstander til, at Ljungquists overbevisende sejr var opmuntrende.

Med en 18-0 rekordliste og en placering i skrivende stund som nr. 28 på BoxRec, så må der imidlertids efterhånden andre perspektiver til for 33-årige Ljungquist end small-hall stævner i den danske provins. Budgettet i Nykøbing var meget begrænset, men det lykkedes angiveligt at holde skindet på næsen – men pengene i international sværvægt på top-30 niveau er altså nogen andre.

Så Ljungquist og hans team arbejder da også på udenlandsk interesse i den ene eller anden form. Og når først tingene sker, så sker de nogen gange hurtigt.

”Jeg har fået et par tilbud indtil videre, men det har bare været det forkerte tidspunkt det forkerte sted. Men jeg har jo også noget kørende herhjemme, så jeg skal ikke tage kampe, bare fordi jeg er desperat. Så længe jeg vinder, så er de store kampe der stadig derude,” siger Ljungquist til amerikanske Ring Magazine.

De kommende måneder kan derfor meget vel byde på spændende udviklinger. Både for Ljungquist og for RNG-SDE Promotions muligheder.

Det spinkle fundament
Undercardet i Nykøbing viste, at RNG-SDE stalden udover Ljungquist stadig er spinkel og sårbar.

Rematchen mellem Emil Kot og Andrei Sanjura blev i sidste øjeblik ikke til noget, og Amre Allman blev skadet, da han tabte til Steffen Rørstrøm i Ringkøbing, og så hvilede på Ahmad El Ahmad, Elias Idrissi og Gustav Thorsen, udover en svensk gæsteoptræden uden betydning for det danske publikum.

29-årige Thorsen leverede en veldisciplineret og effektiv indsats mod Andras Csomor, kronet af en flot knockout. Næste step er vel, at han får så solid modstand, at han kan blive presset ud i alle 4 omgange, inden han skal op på næste distance, 6 omgange. Hårdførhed må være et kriterium i næste matchning.

Både Ahmad El Ahmad og Elias Idrissi prøvede ting af mod journeymen. El Ahmad ofrede lidt den tekniske afstandsboksning på at slå hårdt med hooks, men han havde ikke helt slagkraften til at stoppe ukrainske Rafail Melnyk. Idrissi skulle demonstrere temposkift, men desværre var georgiske Irakli Shariashvili en så indædt spoiler, at det endte i rod.

Showet og tv-streamingen var også lavbudget. Lillebror Ljungquist gjorde det faktisk fint som ringannouncer, selve billedproduktionen på tv-streamingen var rimelig, uden af være prangende – og så gik der rigeligt meget drengerøvsræb i kommentatorparret. Den sidste del må være en éngangsforeteelse.

Næste offentliggjorte dato, der involverer boksere fra RNG-SDE stalden, er den 5. oktober, hvor Herlev Fight Night finder sted i Herlev Hallen. De næste måneder må så handle om de nye planer, der skal tegne en ny sæson efter sommerferien – inclusive eventuelle internationale muligheder. Elias har lige en kamp i Hafnia-Hallen den 1. juni, inden han kan gå på sommerferie.

Kommentarer