“En humlebi kan ikke flyve. Den gør det alligevel”. Sådan siger et kendt udtryk.
Men kan man lokke publikum til profboksning i Odense? Det er længe siden, at det sidst rigtigt har kunnet lade sig gøre at fylde en odenseansk hal til professionel boksning. Jeg husker en hal med gabende tomme stolerækker, da Anders Hugger slog Louis Azille i en ellers fremragende boksekamp i Odense Idrætshal i 2008.
Men Primetime Boxing har i flere tilfælde vist vilje til at prøve, om vingerne kan bære alligevel – som da man arrangerede det seneste stævne i Brøndby-Hallen, der også før har været en tung hal at danse med for arrangører.
Med 3 Vollsmose boksere som de væsentlige lokale trækplastre, så skal et publikum fra det østlige Odense tage turen til den modsatte ende af byen, og det bliver ganske interessant fredag aften, i hvor høj grad det sker. For det er næppe et stævne, hvor store nationale navne kan trække mange fra den en anden side af Lillebælt og Storebælt – selv om en profdebut til en dansk OL-kandidat burde have lidt opmærksomhed.
Da RNG-SDE Promotions havde pro-am stævne med 3 profkampe, sammen med Vollsmose Boxing samme sted i 2024, var der trods alt rimeligt med tilskuere, bedømt på tv-billederne dengang. Meldinger om mere end 1200 billetter solgt i Odense to dage før fredagens stævne lyder faktisk også lovende.
Hvis vi ser bort fra Ditlev Rossing, så rummer programmet 7 danske boksere med tilsammen 16 profkampe under bæltet. 2 debutanter, og 2 med hver én profkamp. Lidt mere prøvede navne som Givskov, Thorsen og Boudigaard kunne bogstaveligt talt have give stævnet mere tyngde.
Primetime staldens stjerner Bank, Zaren og Mortensen er kommet på VM-niveau, og den hylde er stævnet langt fra på. Men det er også lidt ærgerligt, at El Ahmad, Rosshaug og Rørstrøm fra den navneliste af faste boksere, Primetime offentliggjorde i juni, af forskellige årsager ikke er med.
Norske Brage Lange (9-1) skuffede, da han i april første gang boksede for Primetime Boxing og tabte til den tjekkiske journeyman Tomas Salek. Lange har fået en fast kontrakt ud af det og møder i Odense endnu en tjekke, 42-årige Vaclav Pejsar (26-24). Lange vinder formentlig, men den kamp sælger næppe mange billetter.
Khatib vs. Arab
Nok er det her en professionel debutkamp for Abdallah Abou Arab. Men i virkeligheden er det vel stævnets reelle hovedkamp, og der er grunde til, at Arab alle i debut’en kaster sig ud i 6 omgange mod Maher Khatbib (5-1) i et dansk opgør.
24-årige Arab har ikke været så kontinuerligt aktiv de sidste par år som amatør, men frem til den sidste OL-kval turnering i Bangkok i 2024 var han et af Danmarks største håb, med sejre over blandt andre Frederik Lundgaard, Rasmus Mikkelsen og Qalid Osman i bagagen. Og med en sejr over Khatib kan han blive lidt af et quickfix af Primetime Boxings lige nu lidt spinkle pipeline af fremtidigt potentiale – stævner som disse er vigtige for den pipeline.
Her er 29-årige Khatib unægtelig en hård test at starte ud med. Han har måske ikke helt de samme amatørmeritter i bagagen, men han har lagt hårdt fra land som professionel, med svære matchninger fra starten. Og han har vist, at han kan holde både 6 og 8 omgange.
Arab har den mest overbevisende amatørrekordliste af de to. Men det er værd at bemærke, at i 2023 måtte Arab ved NM kæmpe for en majority decision over norske Sayed Kazemi. Samme Kazemi vandt Khatib over i sin profdebut, også på en majority decision.
Chancefordeling: 40-60
Rossing vs. Huber
Det er lidt af en opgave, Ditlev Rossing (21-1) kommer på i Odense, i det der må være stævnets sportsligt hårdeste kamp, i hvert vurderet på rangeringer. Og det kan gå hen og blive lidt af vind-eller-forsvind kamp for 31-årige Rossing, der skal bevise sit værd her efter et par lidt lettere opgaver i 2026.
39-årige Benoit Huber (10-6) er hos EBU rangeret i sværvægt, og han har 2 gange taget Kem Ljungquist til slutklokken af 10. omgang. Anden gang blev han dog stoppet i 11. omgang. Huber er ikke bare en fysisk stor cruiservægter, han er også ganske bevægelig og smart. Det fandt den indtil da ubesejrede tysk-albaner Jürgen Uldedaj ud af 2023 – det er stadig Uldedajs eneste nederlag. Hubers stil kan godt vise sig at være et problem for aggressive Rossing, også fordi at Huber kan spoile, hvis det bliver hedt.
Rossing skal finde nøglen til at kombinere den fysiske og offensive boksning med timing og præcision, hvis den noget højere Huber skal besejres. Og dybt arbejde kan være værdifuldt, hvis Huber skal trækkes ned i tempo.
Chancefordeling: 45-55
Faour vs. Sachbazjan
Ilias Faour (8-0) er det locale hovednavn, og han får på papiret en lille test i ubesejrede Narek Sachbazjan (6-0-1). Det bør dog ikke være en hurdle, Faour ikke kan komme over.
25-årige Sachbazjan har hjemme i Tjekkiet bokset uafgjort mod ukrainskfødte Ivan Pavlyuk. Men hverken Sachbazjan eller Pavlyuk har vundet over nogen med positive rekordlister. Sachbazjan bokser klassisk med udgangspunkt i jabbet, der skal sætte højre kryds og venstre hooks op. Det bør være en øvelse, hvor bevægelige Faour er stærkere. Tjekken har været i gulvet før, og det kan han måske komme igen.
Vinderen kan pryde sig med bæltet for DPBFs internationale titel.
Chancefordeling: 90-10
Ashira vs. Przybylski
Lucas Ashira (1-0) viste i sin profdebut i maj en udmærket offensiv med power og slagrepertoire. Men han virkede også åben, når han angreb med en lidt stiv og oprejst stil. Dawid Przybylski (3-8) bør dog ikke være manden med slagkraft til at udnyttere den oplagte mulighed for kontraer. Men han kan godt tænkes at give Ashira lidt mere kamptid end i den hurtige debut.
Przybylski kan presses med dybt arbejde. Så kan Ashira få ikke mindst den dybe venstre med, så kan det sagtens ende før tid. Ashira vil næppe lade sig forvirre af, at Przybylski ofte skifter fodstilling.
Chancefordeling: 95-05
Atthapon vs. Wojtan
Profdebutanten,Dao Atthapon,får en på papiret overkommelig modstander i polske Sebastian Wojtan (2-16). Den 45-årige polak er dog gået tiden ud i sine sidste fire kampe, så Atthapon skal være klar til at gå til sidste klokke.
Wojtan kan være lidt af en spoiler, men han kan også slå et kontrahook, som Atthapon skal tage sig i agt for. Atthapon skal finde og holde afstanden, så bør han kunne bokse sig til en sikker sejr.
Chancefordeling: 90-10
Abou Khazneh vs. Walter
Endnu en profdebutant, Moses Abou Khazneh, er efter en del års kamppause svær at bedømme styrken på. Han var et talent som ungdomsbokser, men hvor står han nu? Han skal tage sig af tjekkiske Richard Walter (16-48-2), der til gengæld er set i en professionel boksering før, uden at skræmme.
38-årige Walter er blevet stoppet i 31 af 48 nederlag. I hans seneste 6 kampe har han 3 gange trukket sig i pausen mellem omgange, og det har han gjort adskllige gange tidligere, så det kan tænkes at ske igen. Walter bokser ret ortodokst, og han er til at ramme, så hvis Abou Khazned kan finde timingen, bør det blive en dansk sejr uden de helt store probleme.
Chancefordeling: 90-10
Khattab vs. Stawiarski
Jihad Khattab (1-0) profdebuterede som cruiservægter i maj, Han virkede et stykke fra det niveau, han viste som amatørtalent for 10-15 år siden, hvor han slog navne som Hampus Henriksson og Haris Dzindo. Han kastede sig hurtigt ud i angreb i debut’en, og han slog sin ungarske modstander ud.
Et lignende kampbillede er ikke helt usandsynligt mod 37-årige Krzysztof Stawiarski (3-12). Men Stawiarski har altså gået alle 8 omgange mod Ditlev Rossing, og han er mere veltrænet end den ungarer, Khattab mødte i debut’en. Den fysisk stærke polak vil gerne have slagsmålet, og Khattab skal nok starte lidt mere velovervejet end i debut’en, også for ikke at køre tør for luft. Det kan nemt blive mere underholdende end teknisk kønt.
Chancefordeling: 65-35

