The Undercard – uge 12-13

Nyheder fra hele verden i uge 12 og 13.

I London havde den engelske fluevægter Charlie Edwards (nu 15-1) som ventet ikke de store problemer med at forsvare WBCs VM-titel mod den håndplukkede spanske udfordrer Angel Moreno (nu 19-3-2). Moreno tog, hvad der kom, bortset fra et knockdown i 8. omgang, og han prøvede også i perioder at jage den hurtigere Edwards, men han blev stort set udbokset i alle omgange. Cifrene til Edwards var indiskutable 120-107. Her er lidt backstage video omkring kampen:

I Philadelphia forsvarede Oleksandr Gvozdyk (nu 17-0) WBC VM-titlen i letsværvægt ved at stoppe Doudou Ngumbu (nu 38-9) fra Congo efter 0:58 af 5. omgang, hvor Ngumbu opgav med en skade i den venstre akilles-sene. Indtil skaden gjorde det umuligt for Ngumbu at flytte sig, havde han prøvet at overleve ved at være bevægelig, mere end ved at slå. Her er kampen:

På hjemmebane i Bilbao, Spanien, tabte hidtil ubesejrede Kerman Lejarraga (nu 27-1) noget overraskende sin EBU EM-titel russeren David Avanesyan (nu 24-3-1). Lejarraga blev stoppet i 9. omgang efter en kamp, hvor den spanske favorit startede i førerrollen i de første tre omgange, inden Avanesyan tog over. Lejarraga var tilsyneladende ved at komme tilbage i 8. omgang, men det var en stakket frist, og kampleder Robin Dolpierre afbrød legen, da Lejarraga blev bombarderet. Her er kampen:

Engelske Robbie Davies Jr. (nu 18-1) vandt EBUs EM-titel i letweltervægt, da han på hjemmebane i Liverpool fik en omdiskuteret pointsejr over landsmanden Joe Hughes (17-4-1). Alle tre sidedommere, Terry O’Connor (118-110), Mark Lyson (115-113) og Robert Williams (115-114) voterede for Davis, og de belønnede dermed Davis’ afstandsboksning fremfor Hughes’ hooks og dybe arbejde. Her er et interview med Davies efter kampen:

I Angers i Frankrig forsvarede Georges Ory (10-2-1) EBUs EM-bælte i bantamvægt med en pointsejr over Aramis Torres (7-1-1) fra Spanien. Dommersedlerne sagde 119-109 (Massimiliano Blanco) og 2 x 116-112 (Fabian Guggenheim og Zvonko Rukaniva). Her er lidt backstage video fra rammerne omkring kampen:

Diverse nyt
Verdensforbundet WBC har beordret deres nye verdensmester i supermellemvægt, Anthony Dirrell, til at forsvare titlen mod forbundets “champion in recess”, David Benavidez. Vinderen skal så forsvare mod tyrkiske Avni Yildirim, der følte sig snydt, da han tabte kampen om den ledige titel mod Dirrell. Benavidez fik taget titlen, da han blev taget for brug af kokain. Her er et par uger gammelt interview med Benavidez:

Kampen mellem Billy Jose Saunders fra England og serbisk-tyske Shefat Isufi den 18. maj i bliver ikke som oprindeligt håbet om den ledige WBO VM-titel i supermellemvægt,. I stedet kommer Interim titlen på spil. Mexicanske Gilberto Ramirez beholder VM-titlen, selv om han i april bokser en kamp i letsværvægt. Her er pressemødet, der annoncerer kampen:

Den tyske veteran Marco Huck har tilsyneladende ikke opgivet karrieren. Han har nu flyttet teltpælene til New York, hvor han træner til kampe i USA. Huck vil fremover bokse i sværvægt. 34-årige Huck har kun bokset én gang, siden han i 2017 tabte til Oleksandr Usyk i World Boxing Super Series. Her er et interview med Huck:

Den tidligere verdensmester i letweltervægt og weltervægt, Lamont Peterson fra USA, har stoppet karrieren efter et KO-nederlag til en anden tidligere verdensmester, kazakhstansk-amerikanske Sergey Lipinets. Peterson stopper med en rekordliste på 35-5-1. Her er highlights fra kampen mod Lipinets, og Peterson annoncerer boksestoppet i ringen:

Fredag den 17. maj eller lørdag den 25. maj, det er tilsyneladende datoen for Oleksandr Usyks næste kamp. Her skal Usyk møde franske Carlos Takam i en kamp i sværvægt. Usyk har samtidig afgivet sin WBA Super VM-titel i cruiservægt, fremfor at møde mandatory udfordreren Denis Lebedev fra Rusland. Her taler Usyk om beslutningen (på ukrainsk):

Lebedev, der er “champion in recess” (en titel som inaktiv, der giver et direkte skud på VM-titlen), og han kan nu ende med at blive anerkendt som WBA Super mester, mens den “almindelige” mester Beibut Shumenov fra Kazakhstan skal møde “Gold” mesteren Arsen Goulamirian fra Frankrig. Forvirret? Se næste afsnit af the WBA Show!

Kommende kampe
Det blev tyske Tom Schwarz (24-0), der blev udpeget som modstander til Tyson Fury (27-0-1) i Furys kamp den 15. juni i Las Vegas. Schwarz har trods sine flotte cifre på rekordlisten aldrig mødt folk i verdenstoppen, og i 2017 havde han store problemer med en så begrænset bokser som Ivica Bacurin. Her bliver matchningen forsvaret af promoter Frank Warren:

Thailandske Chayaphon Moonsri’s forsøg at nå 53-0, når han i Chonburi, Thailand, forsvarer sin WBC VM-titel i minimumvægt mod japaneren Tatsuya Fukuhara (21-6-6), er rykket til den 24. april. Kampen skulle have været bokset i den forløbne weekend.

De kommende to uger
Den første weekend bliver tynd, og først ugen efter, i Los Angeles, skal Vasyl Lomachenko (12-1) forsvare sine WBA Super og WBO VM-titler i letvægt mod engelske Anthony Crolla (34-6-3), der er tidligere WBA-mester. Her er et ukrainsk interview med engelske undertekster, fulgt af lidt fra et engelsk pressemøde med Crolla:

I Monterrey, Mexico, sætter mexicaneren Jaime Munguia (32-0) sin WBO VM-titel i letmellemvægt på spil mod irsk-australske Dennis Hogan (28-1-1). Her er et interview med Hogan:

I Halle/Saale i Tyskland skal tyske Dominic Bösel (28-1) forsvare EBUs EM-titel i letsværvægt mod albansk-italienske Orial Kolaj (19-5).

Kommentarer