The Undercard – uge 20

Nyheder fra hele verden i uge 20.

I Brooklyn, New York, forsvarede Deontay Wilder (nu 41-0-1) fra USA WBCs VM-titel i sværvægt med en hurtig knockout-sejr over landsmanden Dominic Breazeale (nu 20-2). Breazeale blev rystet midt i 1. omgang, og da han forsøgte at kæmpe sig tilbage, blev han sendt på ryggen af en højre, og han blev talt ud efter 2:17. Her er Wilder på pressemødet efter kampen:

På samme stævne forsvarede Gary Russell Jr. (nu 30-1) WBCs VM-bælte i fjervægt, da den spanske veteran Kiko Martinez (nu 39-9-2) blev stoppet af en øjenskade efter 2:52 af 5. omgang. Indtil da havde Martinez fået mange klø i en énsidig kamp. Her er et interview med Russell efter kampen:

Det andet semifinalestævne i World Boxing Super Series blev afviklet i Glasgow, Skotland. I letweltervægt vandt lokalhelten Josh Taylor (nu 15-0) klart over IBF-verdensmesteren Ivan Baranchyk (nu 19-1) fra Hviderusland. Baranchyk var to gange i gulvet i 6. omgang, men han han gik alle tolv runder, inden Taylor fik sejren med 2 x 115-111 (Jerome Lades og Jörg Milke) og 117-109 (Levi Martinez).

Baranchyk var godt med i omgangene inden hans knockdowns, men det virkede lidt svært at give ham fem omgange samlet, som to sidedommere gjorde. Taylor skal nu møde Regis Prograis i finalen.

I bantamvægt vandt WBAs “almindelige” verdensmester i bantamvægt, Naoua Inoue (nu 18-0) fra Japan, overbevisende over den puertoricanske IBF-verdensmester Manny Rodriguez (nu 19-1).

Rodriguez var godt med i en velbokset 1. omgang, men i 2. omgang satte Inoue trumf på. Først sendte et venstre hook Rodriguez ned, og kort efter var det en højre til kroppen. Da Rodriguez gik ned tredje gang, havde kampleder Michael Alexander ikke andet valgt end at stoppe kampen efter 1:19. Inoue skal nu møde Nonito Donaire i finalen. Her er hele semifinalestævnet:

I Stevenage,England, vandt Billy Joe Saunders (nu 28-0) fra England den ledige WBO VM-titel i supermellemvægt med en klar pointsejr over serbisk-tyske Shefat Isufi (nu 27-4-2). Dommersedlerne sagde 120-108 (Benoit Roussel), 118-110 (Terry O’Connor) og 117-111 (Matteo Montella). Her er et interview med Saunders efter kampen:

Moruti Mthalane (37-2) fra Sydafrika forsvarede på udebane i Tokyo IBFs VM-titel i fluevægt mod japanske Masayuki Kuroda (30-7-3). Mthalane fik sejren med 2 x 116-112 (Neville Holtz og Masakazu Murase) og 117-111 (Ian Scott) efter en kamp, hvor Kuroda prøvede at presse sydafrikaneren med højt tempo og meget dybt arbejde, men hvor Mthalane var bedre til disponere kræfterne, så han kunne dominere slutningen af kampen. Her er et interview med Mthalane efter kampen:

Nicaraguanske Felix Alvarado (nu 35-2) forsvarede IBFs verdensmesterskab i letfluevægt mod japanske Relya Konishi (nu 17-2). I Kobe, Japan, dominerede Alvarado mod en Konishi, der ofte holdt i infight. Cifrene var 118-110(Masahiro Noda), 117-111 (Adam Height) og 116-112 (Gil Co). Her er lidt glimt af kampen, set fra ringside:

Diverse nyt
Saul “Canelo” Alvarez har fået ordre af IBF om at forsvare sin nyvundne VM-titel senest den 4. august, mod ukrainske Sergey Derevyanchenko. Der er deadline for forhandlinger den 15. juni. Ukraineren blev i sidste måned mandatory udfordrer ved at slå Jack Culcay i en eliminator. Det er endnu usikkert, hvordan Canelo-lejren stiller sig til kampen, udover at de er overraskede over IBFs beslutning.

WBSS-vinderen Callum Smith (25-0) har ifølge rapporter fået modstander til hans forsvar af WBA Super VM-titlen i supermellemvægt, på Joshua vs. Ruiz undercardet den 1. juni i Madison Square Garden i New York. Kampen er endnu ikke officielt bekræftet, men det bliver angiveligt den 35-årige Monaco-baserede Hassan N’Dam N’Jikam (37-3) fra Cameroun, der er tidligere WBA-verdensmester i mellemvægt.

WBA har rykket datoen for purseoffer på kampen om deres “almindelige” VM-titel i sværvægt mellem mesteren Manuel Charr fra Syrien og Trevor Bryan fra USA. Datoen hedder nu den 28. maj.

Kommende kampe
Tidligere på året stod IBF-verdensmesteren i letvægt, Richard Commey (28-2) fra Ghana, til en unification mod superstjernen Vasyl Lomachenko. En skade tvang dog Commey til at melde fra, og nu bliver hans næste kamp nok knap så lukrativ. Den 28. juni i Temecula, Californien, skal han møde den 37-årige mexicanske veteran Raymundo Beltran (36-8-1) – der i 2018 i en periode var WBO-verdensmester. Her er et ghanesisk interview med Commey om hans baggrund.

EBU Europamesteren i letvægt, Francesco Patera (21-3) fra Belgien, skal den 28. juni i Milano, Italien, forsvare sit bælte mod nordireren Paul Hyland (20-1), på et Matchroom Italy stævne, der skal streames på DAZN. Her taler Hyland om kampen:

Den kommende uge
I Kissimmee, Florida, skal japanske Masayuki Ito (25-1-1) lørdag forsvare WBOs VM-titel i superfjervægt mod Jamel Herring (19-2) fra USA. Her er et portræt af Herring:

Søndag arrangerer Golden Boy Promotions dobbelt VM-stævne i Fuzhou, Kina. I fjervægt skal Can Xu (16-2) fra Kina forsvare WBAs “almindelige” VM-titel i fjervægt mod japanske Shun Kubo (13-1). Den rigtige verdensmester er Leo Santa Cruz. Og i letfluevægt skal Carlos Canizales (21-0-1) fra Venezuela forsvare WBAs “almindelige” VM-bælte mod Sho Kimura (18-2-2) fra Japan. Den rigtige verdensmester er Hiroto Kyoguchi.

Kommentarer