Det bliver en tilbagevenden til rødderne, når Svend Rasmussen den 4. juli er med til at arrangere boksestævne i Aabenraa. Han samarbejder med promoter Thomas Møllenberg om Q Pro Boxing, og han stammer fra Aabenraa.
“Jeg er sønderjyde med stort S, selvom jeg ikke har boet i landsdelen i mange år. Da vi skulle finde et sted til vores største stævne, slog det mig lige pludselig, at det skulle da være dagen før, at ringriderfesten begynder, fordi det er utraditionelt, og det kunne være fedt at stille en ring op midt i Arenateltet. Heldigvis var ringriderkomitéen positive over for at lade os leje teltet,” siger Svend Rasmussen til Jyske Vestkysten.
Han forventer ikke kun lokalt publikum, men det er også en del af begrundelsen, at nu fynske Mikkel Nielsen oprindeligt er fra Sønderjylland.
“Der vil komme boksefans fra hele Danmark. Fra Gilleleje alene kommer der en bus eller to, og vi har Mikkel “Pjatrøv” Nielsen, som jeg tror vil trække en hel del fra sin hjemby Haderslev. Alle boksere vil trække folk til, og så er der jo alle de helt almindelige gæster, som gerne vil opleve stemningen,” mener Svend Rasmussen, der fortæller, at der udover 8 profkampe også vil være amatørkampe.
Hvis ikke Torben Kellers kone skal føde den dag, vil han være på programmet som amatør.
“Vi har et samarbejde med Aabenraa Bokseklub, som måtte aflyse sit eget boksestævne i år på grund af mangel på boksere, så jeg tror, det bliver en spændende aften, og planen er også, hvis det går godt, at gøre stævnet i Aabenraa til en fast årlig begivenhed,” siger Svend Rasmussen.