Nyheder fra hele verden i uge 31-32-33.
I Bangkok forsvarede thailandske Thammanoon Niyomtrong (nu 20-0) WBAs VM-bælte i minimumvægt med en teknisk pointsejr over ArAr Andales (nu 10-1) fra Philippinerne. Kampen måtte afbrydes i 8. omgang, da Niyomtrong havde fået et cut. Mesteren fik sejren med 79-73 (Lei Tavita), 78-74 (Alexs Marin) og 77-75 (Michiaki Someya), men kampen havde været ret lige. Her er kampen:
Mexicaneren Emanuel Navarrete (nu 28-1) forsvarede i Los Angeles WBO VM-titlen i superbantamvægt ved at stoppe landsmanden Francisco De Vaca (nu 20-1) efter 1:54 af 3. omgang. Navarrete havde ikke meget respekt for De Vacas slagkraft, og han kværnede ham hurtigt ned. De Vaca var i gulvet i 2. omgang, og Navarrete bombarderede ham i 3. omgang, valgte kampleder Raul Caiz at stoppe kampen. Her er et interview med Navarrete efter kampen:
Diverse nyt
Det internationale bokseforbund WBC har indtil videre suspenderet den engelske sværvægter Dillian Whyte som WBC Silver mester og mandatory udfordrer til WBC-mester Deontay Wilder. Det sker selv om B-prøven endnu ikke er offentliggjort, efter at Whyte i A-prøven testede i positiv for to forbudte stoffer, inden hans kamp mod Oscar Rivas.
IBF har taget VM-titlen i mellemvægt fra Saul “Canelo” Alvarez. De ville have Canelo til at møde mandatory udfordreren Sergiy Derevyanchenko, men da purseofferet havde været udsat flere gange, og forhandlingerne så brød sammen, valgte IBF at trække stikket. Canelos promoter, Oscar de la Hoya og Golden Boy Promotions, truer med retslige skridt, men Canelo er sur på Golden Boy, fordi de har kludret i det.
Derevyanchenko skal nu med stor sandsynlighed møde Gennady Golovkin om den ledige titel, som IBF har udpeget som co-challenger. Ironisk nok så tog IBF i 2018 titlen fra Golovkin, fordi han ikke forsvarede titlen mod Derevyanchenko.
Der har også været talt om en kamp mellem Canelo og letsværvægtsmester Sergey Kovalev, men nu lyder seneste melding, at Golden Boy Promotions prøver at lave en unification mellem Canelo, der stadig er WBA Super og WBC Franchise mester, og WBO-mester Demetrius Andrade. Arbejdsdatoen er den 26. oktober. Samtidig er der meldinger om, at en kamp mellem Canelo og Sergey Kovalev er aftalt, hvis Kovalev slår Anthony Yarde i næste uge. Det kan blive i november/december, og så bliver Andradekampen formentlig droppet.
WBO-verdensmesteren i supermellemvægt, engelske Billy Joe Saunders har brudt med promoter Frank Warren, som han har haft kontrakt med siden profdebut’en i 2009. Saunders har stadig MT Global som managers, og han har nu skrevet kontrakt med Eddie Hearn og Matchroom, med henblik på storkampe mod navne som Canelo og Golovkin, eller et britisk lokalopgør mod Callum Smith. Her er et interview med Saunders og Hearn:
UFC-bossen Dana White har i flere år talt om at gå ind i profboksning. Nu siger han, at han håber at kunne få noget i gang i oktober, og han har angiveligt hyret en medarbejder til at køre boksesiden af UFC, der hidtil har handlet om MMA. Der er dog ikke sat navn på boksechefen.
Kommende kampe
Den første finale i sæson 2 af World Boxing Super Series er lagt fast. I bantamvægt mødes IBF-verdensmesteren Naoya Inoue (18-0) og fra Japan og den philippinsk-amerikanske WBA Super mester Nonito Donaire (40-5) den 7. november i Saitama, Japan.
Golden Boy Promotions kunne ikke får en kamp mellem Jaime Munguia vs. Jessie Vargas på plads. Mungiua skulle forsvare sin WBO VM-titel i letmellemvægt i kampen, der var imødeset til den 14. september i Las Vegas, men GBP (Munguia) og Matchroom Boxing (Vargas) kunne ikke blive enige. Nu skal Munguia (33-0) i stedet skal møde ghanesiske Patrick Allotey (40-3) – der i skrivende stund er nr. 140 på BoxRec. Det bliver angiveligt Munguias sidste kamp i letmellemvægt. Her er lidt fra pressemødet, der annoncerer Munguia vs. Allotey:
Tyson Fury (28-0-1) tager ikke de store chancer, mens han venter på rematchen mod Deontay Wilder. Fury skal nu møde svenske Otto Wallin (20-0) i Las Vegas. Ifølge Furys amerikanske promoter, Bob Arum, er Wilder rematchen stort set aftalt – den kræver blot, at Fury slår Wallin, og at Wilder slår Luis Ortiz den 9. november. Fury fortæller dog, at han også skal bokse i England i december:
Englænderen Josh Warrington (29-0) møder franske Sofiane Takoucht (35-3-1), når han den 12. oktober i hjembyen Leeds forsvarer IBFs VM-titel i fjervægt. Takoucht er tidligere EBU EU-mester. Her er et interview med Warrington:
Det ser ud til, at rematchen mellem Julian Williams og Jarrett Hurd skal bokses den 14. december i Barclays Center i New York. Williams (27-1-1) tog WBA Super og IBF VM-titlerne i letmellemvægt fra Hurd (23-1) i maj måned.
I juni tog WBA deres “almindelige” VM-titel i letmellemvægt fra argentineren Brian Castano, fordi Castano-lejren ikke kunne nå til enighed med folkene bag den franske mandatory udfordrer Michel Soro. Franskmanden boksede så om den nye WBA Gold titel, og nu har WBA anerkendt kampen mellem cubaneren Erislandy Lara (25-3-3) og Ramon Alvarez (28-7-3) til at være om den ledige “almindelige” VM-titel. Kampen bokses den 31. august i Minneapolis. WBA Super mester er ovennævnte Julian Williams. Her er et interview med Lara:
Belgieren Yves Ngabu (20-0) skal forsvare sin EBU EM-titel i cruiservægt mod englænderen Lawrence Okolie (13-0). Kampen skal bokses i oktober eller november i England. Ngabus seneste kamp var et titelforsvar mod Micki Nielsen i februar. Her er et interview med Ngabu:
Der er sat arena på den unification i letsværvægt mellem WBC-mester Oleksandr Gvozdyk (17-0) fra Ukraine og IBF-mester Artur Beterbiev (14-0) fra Rusland. Kampen den 18. oktober bokses i Philadelphia. Her er et interview med Gvozdyk:
Den kommende uge
I Chelyabinsk, Rusland sætter WBO-verdensmesteren i letsværvægt, Sergey Kovalev (33-3-1) sit bælte på spil mod engelske Anthony Yarde (18-0). Her er et britisk preview til Kovalev vs. Yarde.
Juan Francisco Estrada (39-3) fra Mexico skal i Hermosillo, Mexico, forsvare WBC’s VM-titel i superfluevægt. Han møder Dewayne Beamon (16-1-1) fra USA. Her er lidt fra Estradas træning til kampen:
I Nagoya, Japan, skal japanske Kosei Tanaka (13-0) forsvare WBOs VM-titel i fluevægt mod Jonathan Gonzalez (22-2-1) fra Puerto Rico.
Philippinske Vic Saludar (19-3) skal forsvare sin WBO VM-titel mod puertoricanske Wilfredo Mendez (13-1). Kampen bokses i San Juan, Puerto Rico.