The Undercard – uge 40-42

Nyheder fra hele verden i uge 40-42

I Las Vegas leverede  Teofimo Lopez (nu 16-0) fra USA sit store svendestykke som bokser, han pointbesejrede ukraineren Vasyl Lomachenko (nu 14-2). I en første halvdel af kampen profiterede Lopez dygtigt af, at Lomachenko boksede for afventende, og Lopez kunne sætte points i banken med især jabs og godt dybt arbejde.

Da Lomachenko begyndte at lade slagene rulle i 8. omgang, var det for sent, og Lopez kunne endda sætte trumf på i 12. og sidste omgang. Sidedommer Tim Cheatham havde 116-112, Steve Weisfeld havde 117-111, mens Julie Lederman havde for klare 119-109. Den hidtigdige IBF-mester Lopez er nu indehaver af de fíre store VM-bælter. Her er highlights og interview:

Mexicaneren Emanuel Navarrete (nu 33-1) blev verdensmester i en ny vægtklasse, da han i Las Vegas knebent besejrede Ruben Villa (nu 18-1) fra USA i en kamp om WBOs ledige titel i fjervægt. Villa var i gulvet i 1. og 4. omgang, og det var udslagsgivende for to af sidedommerne, Tim Cheatham og MaxDeLuca, der begge havde 114-112. Patricia Jarman havde 115-111. Teknisk dygtige Villa kom godt tilbage i anden halvdel af kampen, men det var altså ikke helt nok. Her er kampen:

I Caen, Frankrig, forsvarede Italienske Matteo Signani (nu 30-5-3) EBU EM-bæltet i mellemvægt mod franskmanden Maxime Beaussire (nu 29-3-1). Baeussire startede offensivt, men allerede i 2. omgang blev han fanget af et venstre hook, og det var slut. Kampleder Daniel Van De Wiele stoppede en hårdt rystet franskmand efter 1:40 af omgangen. Her er kampen:

Diverse nyt
Den tredje kamp melem Tyson Fury og Deontay Wilder bliver ikke bokset den 19. december, som hidtil har været datoen. Promotorerne frygter konkurrence på tv fra amerikansk NFL fodbold, så datoen bliver rykket til før eller – sandsynligvis – efter. Fury har meldt ud, at hvis kampen ikke kan gennemføres i år, så vil han bokse en anden kamp i år. Og promoter Frank Warren bakker ham op. Der rumsterer mange rygter rundt på nettet. men intet er bekræftet endnu.

Den engelske promoter Eddie Hearn vil i den kommende tid rykke stævner, blandt andet Usyk vs. Chisora, fra den interemistiske ring i hans agen baghave til den store hal Wembley Arena. Hearn planlægger i første ombæring at afvikle stævnerne uden tilskuere, men han vil samtidig arbejde for at få lov til at lukke mellem 1.000 og 2.000 tilskuere ind.

Kommende kampe
Den imødesete WBC/IBF VM-kamp i weltervægt mellem Errol Spence og Danny Garcia er flyttet fra den 21. november til den 5. december i Arlington, Texas. Her er lidt video fra Spence’s træning:

Det er nu officielt, at Terence Crawford (36-0) skal forsvare sin WBO VM-titel i weltervægt mod den tidligere IBF.-mester Kell Brook (39-2) fra England. Kampen bokses den 14. november i Las Vegas.

Selv om sted og dato har været på plads et stykke tid, så er også nu officielt, at WBA, WBO og IBF verdensmesteren i sværvægt, Anthony Joshua (23-1) forsvarer bælterne den 12. december i London. Han møder IBF mandatory Kubrat Pulev (28-1) fra Bulgarien. Her er en promo:

WBC-verdensmesteren i letvægt, Devin Haney (24-0) fra USA, forsvarer bæltet den 7. november i Hollywood, Florida. Her møder han den cubanske veteran Yuriorkis Gamboa (30-3), der senest tabte en kamp om WBAs “almindelige” titel i Gervonta Davis. Her er en længere video fra Haneys træning:

Rekordmesteren Chayaphon Moonsri (aka Wanheng Menayothin,54-0) sætter sin titel på spil den 27. november i Thailand. Modstanderen bliver hans thailandske landsmand Panya Pradabsri (aka Petch PT Freshmart, 34-1).

EBU EM-kampen i sværvægt mellem englænderne Daniel Dubois (15-0) og Joe Joyce (11-0) er nu lagt fast til den 28. november i London. Her taler promoter Frank Warren om kampen, inden datoen var lagt endeligt fast:

Den 3. november i Osaka, Japan, skal Hiroto Kyoguchi (14-0) forsvare WBAs Super titel i letfluevægt. Modstanderen er Thanongsak Simsri (14-0) fra Thailand. Her er en længere thailandsk optakt:

De kommende to uger
Gode, gamle Roman “Chocolatito” Gonzalez (49-2) fra Nicaragua, skal møde Israel Gonzalez (25-3) fra Mexico fredag i Mexico City. Chocolatitos WBA Super titel i superfluevægt er på højkant.

På samme stævne skal mexicanske Juan Estrada (40-3) forsvare WBC VM-titlen i superfluevægt mod landsmanden Carlos Cuadras (39-3-1). . Her er et spansksproget interview med Estrada, der håber på en kamp mod Chocolatito.

Den japanske superstjerne Naoya Inoue (19-0) forsvarer sine WBA Super og IBF VM-titler i Las Vegas. Her skal australieren Jason Moloney (21-1) prøve at pille ved The Monster’s usårlighed. Her er lidt klip fra Inoues sparring:

Gervonta Davis (23-0) har fået rykket sit forsvar af WBAs “almindelige” VM-bælte i letvægt mod Leo Santa Cruz (37-1-1) en uge, til den 31. oktober i San Antonio, Texas. Kampen gælder samtidig Santa Cruz’ WBAs super titel i superfjervægt. Her er første afsnit af Showtimes All Access optakt til kampen:

På unddercardet skal Mario Barrios (25-0) fra USA forsvare WBAs “almindelige” VM-titel i letweltervægt mod Ryan Karl (18-2), også fra USA. Den rigtige WBA-verdensmester er Josh Taylor. Her er lidt online Q&A med de to boksere:

I London bokses en interessant sværvægtskamp, når Oleksandr Usyk (17-0) fra Ukraine mod engelske Dereck Chisora (32-9) skal prøve at befæste sin position som WBO mandatory. Her er en promo for kampen:

Kommentarer