The Undercard – uge 49-50

Nyheder fra hele verden i uge 49 og 50.

Anthony Joshua (nu 24-1) var i ringen for første gang i et år, for at forsvare sine WBA Super, IBF og WBO VM-titler i sværvægt mod IBF mandatory udfordreren Kubrat Pulev (nu 28-2) fra Bulgarien. Kampen blev bokset i London, hvor Joshua satte et effektfuldt punktum for kampen efter 2:58 af 9. omgang.

Det var et højrekryds, der afsluttede kampn, men inden da havde ikke mindst uppercuts gjort skade. Pulev var to gange til tælling i 3. omgang, og en enkelt gang i 9. omgang, men undervejs havde han i perioder vist sig som den besværlige og smarte modstander, mange havde forudset, og Joshua måtte bokse taktisk. Her taler Joshua efter kampen:

I Texas, USA, forsvarede WBC/IBF-verdensmesteren i weltervægt, Errol Spence Jr. (nu 27-0) sine bælter mod den tidligere verdensmesteri letweltervægt og weltervægt, Danny Garcia (nu 36-3). Spence virkede ikke påvirket af den trafikulyke, han var ude i sidste år, og han udnyttede sin rækkevidde godt til at bokse bag et effektivt jab, mens Garcia ikke var helt aktiv nok med sine kontraer. Tim Cheatham havde 117-111, mens Barry Lindenman og Steve Weisfeld havde 116-112. Her taler Errol Spence efter sejren:

I London forsvarede Billy Joe Saunders (nu 30-0) sin WBO VM-titel i supermellemvægt mod en anden englænder, veteranen Martin Murray (nu 39-6-1). Det var en kamp, der burde have været bokset for flere år siden, og den aldrende Murray blev aldrig en trussel, selv om Saunders i perioder virkede en smule rusten.

I 3. omgang måtte Murray ned efter et par træffere, men kampleder Phil Edwards valgte ikke at tælle. Det virkede lidt svært at finde en omgang til Murray, men sidedommer Marcus McDonnell havde blot 118-110 til Saunders, mens Steve Gray og Robert Williams begge havde 120-109. Her er highlights:

Diverse nyt
På Joshua-stævnet i London skulle engelske Lawrence Okolie (14-0) have mødt eksmesteren Krzysztof Gowacki fra Polen om den ledige WBO VM-titel i cruiservægt,men Glowacki testede positiv for corona. I stedet mødte Okolie en anden polak, den relativt uprøvede og urangerede Nikodem Jezewski (19-0-1), der ikke blev godkendt til en VM-kamp. Her er highlights:

I en anden VM-kamp i cruiservægt skulle franskmanden Arsen Goulamirian (26-0) i Le Cannet, Frankrig,  have forsvaret sin WBA Super titel mod den ret ukendte russer Yury Kashinsky (19-1). Men Goulamirian blev åbenbart skadet, så kampen blev ikke til noget.

UFC-bossen Dana White har længe rumlet med planer om at blive boksepromoter, og på det seneste forlød det, at hans Zuffa Boxing var tæt på at starte op. Men nu siger White, at det bliver ikke lige med det første. Zuffa Boxing var ellers angivet som promoter på det stævne i Las Vegas den 11. eller 10.december, hvor blandt andet Amanda Serrano vs. Sarah Mahfoud skulle have været bokset.

Stævnet blev dog aldrig officielt annonceret, selv om danske medier gjorde det til en stor historie. Som årsag til, at det ikke blev til noget, blev angivet corona-restriktioner, men ifølge Boxingscene stak det dybere end det. Og White hævder, at han aldrig var mere involveret, at han undersøgte nogen planer på tegnebrædtet.

Først skulle franske Nordine Oubaali have forsvaret sin WBC VM-titel i bantamvægt mod philippinske Nonito Donaire, men så testede han positiv for corona. I stedet for at lade kampen udsætte, slog WBC prompte ned, tog Oubali titel og gjorde ham til “champion in recess. WBC santionerede så en kamp mellem Donaire og amerikanske Manny Rodriguez den 19. december om den ledige titel.

Nu er Donaire testet positiv, så den planlagte kamp mod Rodriguez er aflyst. Det er endnu uvist, om WBC så vil give titlen tilbage til Oubaali, eller om det vil lade Premier Boxing Champions, der skulle have arrangeret Donaire vs. Rodriguez, købe bæltet til en anden matchning. PBC plejer at få deres vilje hos WBC. Foreløbig har de godkendt, at Rodriguez i næste uge møder Reymart Gaballo om Interim titlen. Her er glimt fra Rodriguez’ sparring:

WBA har beordret en kamp mellem WBAs “almindelige” mester i cruiservægt, Beibut Shumenov fra Kazakhstan, og mandatory udfordrer Ryad Merhy fra Belguen. Ifølge WBAs regler skulle Shumenov have forsvaret titlen senest 9 måneder efter, at han vandt den i juli 2018. Han har ikke bokset siden.

WBA har også dekreteret endnu en omkamp mellem deres verdensmester i superfluevægt, Joshua Franco, og australieren Andrew Moloney. Efter manges mening blev Moloney snydt, da kampen mellem de to i sidste måned blev dømt no-contest, efter en skalle ikke mange andre end kampleder og videodommere kunne se.

Den tidligere WBSS vinder Oleksandr Usyk har en del år været hos K2 Promotions, som han ukrainske landsmænd, brødrene Klitschko, står bag. Nu forhandler Usyk om at komme fri af den kontrakt, for i stedet at blive sin egen promoter i USYK17 Promotions.

Usyk har også i en periode været sat i forbindelse med Matchroom, der har verdensmester Anthony Joshua i stalden. Men Usyk mener, at Matchroom med dirty tricks prøvede at snyde ham for sejren mod Chisora fornylig. Usyk er WBO mandatory udfordrer til Joshua.

Kommende kampe
Italienske Giovanni De Carolis (28-9-1) er efter et purseoffer sikret hjemmebane, når han skal møde tyskeren Leon Bauer (17-0-1) i en kamp om den ledige EBU EM-titel i supermellemvægt. Kampen er planlagt til den 20. februar i Rom.

Den kommende uge
Onsdag skal puertoricaneren Wilfredo Mendez (16-1) i Santo Domingo forsvare WBO VM-titlen i minimumvægt. Han møder Alexis Diaz (25-2) fra Venezuela.

Om torsdagen, den 17. december, er der i Milano, Italien, EBU EM-kamp i superbantamvægt. Her skal italienske Luca Rigoldi (22-1-2) forsvare bæltet mod Gamal Yafai (17-1). Her er et interview med Yafai:

Fredag den 18.december går Gennady “GGG” Golovkin (40-1-1) i ringen for første gan i 14 måneder. Han sætter sin IBF VM-titel i mellemvægt på spil mod mandatory udfordreren Kamil Szeremeta (21-0) fra Polen. Her er lidt preview:

Lørdag den 19. december er det så Saul “Canelo” Alvarez  (53-1-2), der skal i ringen. I San Antonio, Texas, udfordrer han den engelske WBA Super mester i supermellemvægt, Callum Smith (27-0) fra England.

Kampen mellem Canelo og Smith kommer nu også til at gælde den ledige WBC-titel, da tyrkiske Avni Yildirim, som WBC ellers havde udpeget til at møde Canelo om titlen, åbenbart har accepteret at træde til side. Her er lidt preview:

På samme stævne i San Antonnio forsvarer mexicaneren Julio Martinez (17-1) sin WBC VM-titel i fluevægt mod landsmanden Francisco Rodriguez (33-4-1).

Ilunga Makabu (27-2) fra Dem. Rep. Congo,skal samme lørdag forsvare WBCs VM-titel i cruiservægt mod den 40-årige nigerianer Olanrewaju Durodola (34-7). Kampen bokses i Kinshasa, Congo.

I Torreviega, Spanien, forsvarer spanske Sergio Garcia (32-0) sit EBU EM-bælte i letmellemvægt mod armensk-schweizeren Andranik Hakobyan (14-1-2).

Endelig, søndag den 20. december i Durban, Sydafrika, går Moruti Mthalane (39-2) i ringen for at forsvare sit IBF VM-bælte i fluevægt mod philippineren Jayson Mama (15-0). Her er lidt klip fra Mthalanes forberedelse:

Kommentarer