Professionel boksning er en hård sport. Det er det, hvis man vil nå noget i ringen. Og det er det, hvis man vil arrangere professionelle stævner – især hvis der ikke er en lukrativ og synlig medieaftale i bagagen, og ikke mindst i disse coronatider. Derfor var det også noget af en kamp at realisere stævnet i Gilleleje lørdag.
Med en begrænsning på 400 tilskuere måtte billetprisen sættes højt, så det var et arbejde at sælge . EB var på som streamingpartner, men næppe til en betaling, der gjorde en bankrådgiver glad. Og de begrænsede rammer og den ret sparsomme omtale fik ikke sponsorerne til at stå i lang kø. Så økonomien var stram.
Efter udfordringerne i kulissen har Gilleleje Bokseklub meldt ud, at de fremover vil arrangere deres egne amatørbaserede stævner, fremfor at samarbejde med professionelle promotorer. Så det ligger åbenbart ikke i kortene, at der bliver flere Gillelejestævner som dem, vi har set tre af i de sidste to år.
Til gengæld peger alt på et nyt TK Promotion stævne i februar, i en anden af teamets baser, Ringkøbing. Om TK byder ind som partner, hvis Dina Thorslund igen skal bokse i Struer, det må tiden vise.
En hovedkamp over forventning
Stævnet var først annonceret med seks profkampe. Et par afbud fra først Heva Sharif og så Landry Kore bragte tallet ned på fire, suppleret med en række indledende amatørkampe.
På de betingelser, stævnet arbejdede med, så var det en kreativ opgave at få en solid hovedkamp på plads. Det blev så til en kamp over otte omgange, om det danske mesterskab i weltervægt, mellem lokalhelten Oliver Møllenberg og aarhusianske Frank Madsen. Sidstnævnte var ikke voldsomt kendt hos det brede publikum, og i nogen kredse blev der rynket på næsen af kampen.
Men lad os bare slå fast: Det blev en rigtigt god og underholdende kamp mellem to boksere, der gav, hvad de havde, og som stod godt til hinanden, selv om de på forhånd kunne se ud til at være et lidt umage par. Favoritten Møllenberg vandt, så han kan træde et skridt videre i sin karriere.
På undercardet havde undertegnede på forhånd været lidt betænkelig ved det, der lignede risikable franske modstandere til Payman Akbari og Jacob Bank. Den betænkelighed var nok noget overdrevet, selv om Akbari blev presset en smule.
Akbari klarede presset fint, og Jacob Bank var sin modstander overlegen – men trods hans åbenlyse talent og evner, viste han endnu engang, at han kan ende med at blive sin egen værste modstander, hvis han ikke får hanket op i selvdisciplinen i ringen og får de parader op. Rashid Kassem ligger på min indre skærm.
Endelig demonterede Michael Nielsen igen lidt af den skepsis, der været om ham, siden han gik over som prof. Det var ingen verdensmester, han mødte, men dog en garvet prof, og Nielsen boksede vel sin hidtil bedste kamp.
Hvis man som publikum for alvor skal øffe over noget i profmatchningerne, så er det vel, at vi fik 22 professionelle omgange uden et eneste knockdown. Man kan mene, at det vidner som sportlig kvalitet, at der ikke var nogen, der blev helt udraderet. Men profboksning er også underholdning, og knockouts er krydderiet på den ret.
Summa summarum, så blev det nok ikke et stævne, der vil gå ned som et højdepunkt i dansk boksehistorie. Men det var i høj grad et par timer, der var værd at bruge på boksning. Og det viste igen, at vilje fører et pænt stykke vej i den sport.