Thorslund: Erfaring og fysik skal afgøre kampen

Dina Thorslund (21-0) er i gang med forberedelserne til WBC/WBO VM-forsvaret mod tyrkiske Seren Cetin (11-0) den 25. maj i Royal Arena.

Kampen skulle have været bokset den 24. februar, men da Cetin ikke kunne stille op på grund af en øjenskade, fik Thorslund endnu nogen omgange på erfaringsbogen mod Mary Romero, mens Cetin stadig ikke har bokset, siden hun sled en tæt sejr hjem mod samme Romero for et år siden. Netop erfaring ser Thorslund som et plus.

”Hun er min officielle førsteudfordrer, og hun kommer med alt, men det er første gang, at hun skal bokse mod én på mit niveau. Jeg tror, det bliver en fed kamp, hvor min erfaring og fysik bliver afgørende. Jeg forventer, at det bliver en hård fysisk kamp,” siger Dina Thorslund i en pressemeddelelse.

“Seren Cetin slår rigtig meget og kommer med meget vilje. Hun har ikke erfaring fra store kampe og laver en del fejl, som jeg vil udnytte. Jeg føler, at jeg bliver bedre og bedre for hver kamp. Jeg er blevet væsentlig mere rutineret og føler, at jeg rent fysisk har bygget ovenpå. Jeg har lært at nedbryde mine modstandere, og jeg føler, at jeg er blevet bedre til at se hullerne hos mine modstandere,” melder hun.

Kommentarer