Thorslund: Risikoen for stor til at gennemføre kampen

Der røg et par bandeord ud af munden på Dina Thorslund, da hun forleden fik en øjenskade, der udsætter hendes titelforsvar mod japanske Terumo Nuki. Det fortæller hun ifølge Ugeavisen Holstebro Onsdag.

Vurderingen i Thorslund-lejren var, at risikoen for, at skaden ville bryde op igen i kampen, var for stor til, at kampen kunne gennemføres den 30. august.

”Den ville stadig være så porøs, at der ikke skulle ret meget til, før den gik op igen. Og fordi det er min afskedskamp, så ville det være noget møg at risikere, at kamplederen ikke ville lade mig fortsætte, hvis den brød op igen,” siger Dina Thorslund ifølge Ugeavisen.

Datoen i august var planlagt, så Thorslund kunne have den overstået inden hendes bryllup i september. Og samme bryllup betyder, at kampen nu først kan gennemføres fredag den 25. oktober.

”Nu fortsætter jeg selvfølgelig med at træne lidt, men jeg giver mig selv lov til at give den gas både til festen og polterabend. Det er af den årsag, at vi skal hen til seks uger efter brylluppet, før jeg kan være klar til at bokse igen,” forklarer Dina Thorslund.

Kommentarer