Thorslund vs. Dionicius den 25. juni bekræftet

I onsdagens TV2 Sporten blev Dina Thorslunds WBO VM-kamp i bantamvægt mod argentinske Debora Dionicius officielt bekræftet til fredag den 25. juni i Struer.

Ved den lejlighed kan både Thorslund og Dionicius vinde en VM-titel i deres anden vægtklasse, idet Thorslund er regerende WBO-mester i superbantamvægt, mens Dionicius er tidligere IBF-mester i superfluevægt. WBO-titlen i bantamvægt er ledig.

Dionicius (30-2, billedet) vandt sit IBF VM-bælte i 2012 ved at slå newzealandske Michelle Preston. Siden forsvarede hun titlen 12 gange, inden hun i 2018 mistede den til en anden argentiner, Jorgelina Guanini. Undervejs forsvarede hun den blandt andet mod den italienske stjerne Simona Galasi, på udebane i Italien.

27-årige Thorslund (15-0) vandt WBO-titlen i 2018, og den titel har hun forsvaret tre gange. Inden da erobrede hun en Interim-titel hos WBC ved at slå amerikanske Alicia Ashley. Thorslund ser dog denne kamp som den hidtil største

“Det er uden tvivl den største kamp i min karriere og en stor drøm for mig at kunne blive verdensmester i flere vægtklasser. Debora tilhører den absolutte verdenstop, så jeg skal være 110 procent forberedt for at få bæltet,” fastlår Dina Thorslund ifølge TV2 Sport.

Træner Thomas Madsen glæder sig over, at Thorslund kan sætte endnu et hak på meritlisten

“Vi er utroligt stolte over at have fået denne kamp til Danmark. Debora Dionicius er et stort navn i kvindeboksning. Hun er tidligere IBF-verdensmester – en titel hun forsvarede hele 12 gange – og vi glæder os til en stor bokseaften, hvor Dinas VM-kamp suppleres af en række,” siger træner Thomas Madsen.

Kilde: TV2 Sporten/Sport.tv2.dk
Kommentarer